Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ren kokain topper salgslisten over hård narkotika

Kokain er nu det mest udbredte hårde stof i landets store byer. Tilmed er renheden steget markant. Det viser en undersøgelse fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.

17.11.2016 | Henriette Stevnhøj

Undersøgelse fra Institut for Retsmedicin viser, at kokainen på markedet er mere ren end nogensinde. Det kan være skyld flere forgiftninger, mener Sundhedsstyrelsen.

Kokain er det fortrukne stof, når det gælder køb og salg af hård narkotika på gadeplan i Danmark. Det viser en undersøgelse, som er foretaget af de tre retskemiske afdelinger i Danmark og bearbejdet af Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet. Undersøgelsens resultater bliver offentliggjort i Sundhedsstyrelsens årlige narkotikarapport, som udkommer 17. november.

De retskemiske undersøgelser er baserede på politiets beslaglæggelser af narkotika i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg i 2015. Udover at være det mest udbredte hårde narkotika i Danmark, bliver kokainen også handlet i en mere ren kvalitet. Den retskemiske analyse i 2015 viser en gennemsnitlig renhed på 37 procent mod 22 procent, som var gennemsnittet året før. Det indikerer, at stoffet i mindre grad fortyndes, før det bliver sat til salg på gaden.

 ”Når kokainen ikke i samme grad blandes op med fyldstoffer, siger det noget om mængderne, som er til rådighed. Politiets opgørelse over antallet af beslaglæggelser viser, at kokainfangsten i 2015 var den største i 16 år”, siger Christian Lindholst, leder af Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.

Ifølge Christian Lindholst afdækker analyserne også regionale forskelle i kvaliteten af kokainen. Eksempelvis er kokain, beslaglagt i København, af en renere kvalitet, end kokainen i Aalborg.

Den seneste befolkningsundersøgelse fra 2013 (unge og voksne) og 2015 (9. klasser) viser ikke tegn på et højere kokainforbrug. Til gengæld er antallet af kokainforgiftninger steget. Det viser Sundhedsstyrelsens årsrapport for narkotikaområdet, som offentliggøres 17. november.  

Sundhedsstyrelsens omtale af årets narkotikarapport

 

Fakta

Sundhedsstyrelsens årsrapport, Narkotikasituationen i Danmark 2016

'Narkotika på gadeplan 2015' (Gadeplansrapporten), som udgives af Institut for Retsmedicin: http://forensic.au.dk/fileadmin/www.forens.au.dk/Retskemisk/Gadeplansrapport_2015.pdf

 

Yderligere oplysninger

Institutleder Christian Lindholst
Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet
Tlf: 87 16 83 31/20 93 92 23
cl@forens.au.dk

Chefkonsulent Kari Grasaasen
Sundhedsstyrelsen
Tlf: 72 22 77 57
kag@sst.dk

 

 

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe, Health, Offentligheden/Pressen, Health, Teknisk/administrativ medarbejder