Stor formidlingskonference sætter fokus på Reformationen

Programmet for MatchPoints-konferencen 2017 på Aarhus Universitet er nu på plads. Konferencen sætter fokus på Reformationen og dens betydning for det samfund, vi kender i dag. Med et væld af miniforedrag, debatter og kulturelle oplevelser er der lagt op til en festlig og inspirerende konference i folkeoplysningens tegn.

30.09.2016 | Ida Hammerich Nielson

Den verdenskendte professor Francis Fukuyama fra Stanford University vil være en af hovedtalerne ved konferencen, der afholdes i anledning af reformationsjubilæet i 2017.

Dele af konferencen vil foregå som en festkoncert/forestilling i Musikhuset i Aarhus. Ved forestillingen vil teologen Kathrine Lilleør bidrage med en ”stand-up” om Luther og kærligheden.

MatchPoints-konferencen på Aarhus Universitet d. 20.-21. maj 2017 sætter fokus på Reformationen og er den største folkeoplysende begivenhed i Danmark under reformationsjubilæet. Omkring 70 eksperter fra forskellige fag vil kaste lys over reformationens betydning for det samfund, vi lever i.

Hvorfor arbejder vi så meget – og så gerne? Hvordan opstod velfærdsstaten? Hvor kommer ideen om lighed mellem kønnene fra? Hvorfor mener vi, at børn skal gå i skole? Hvordan blev dansk vores fælles sprog? Søger man svar på disse og mange andre spørgsmål, må man medtænke 1500-tallets reformation og de forandringer, som fulgte i dens kølvand.

”Det er en fornøjelse at præsentere 70 fremragende danske forskere som samtidig er gode til at formidle deres stof og desuden byde på tre absolutte internationale topnavne. Konferencen har vægt på reformationens konsekvenser for nutiden, men forskerne er ikke enige om alting, og derfor er der en lejlighed til at få indtryk af, hvad debatten drejer sig om,” siger lektor Michael Böss, leder af konferencen.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II åbner konferencen med en tale, og deltagerne kan blandt andre møde tre store navne fra udlandet: Kulturhistorikeren Lyndal Roper, kirkehistorikeren Thomas Kaufmann og politologen Francis Fukuyama.

Konferencen byder også på en festaften i Musikhuset med digteren Søren Ulrik Thomsen, teologen Kathrine Lilleør, Duo Askou/Andersen, Treenighedskirkens Drengekor og Aarhus Symfoniorkester.

 

MatchPoints 2017 arrangeres af Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus Kommune og Folkeuniversitetet på vegne af regeringens præsidie for reformationsjubilæet 2017.

 

Læs mere om konferencen

Yderligere oplysninger:

Michael Böss: 20934818
engmb@cc.au.dk

Arrangement, Alle grupper, Alle AU-enheder, Enhedsadministration, Ekstern målgruppe