Tidsskriftet Practicus har givet mig den udfordrende opgave at bringe tre nedslag, der har været udslagsgivende for mit (læge)liv. Mens livet leves forlæns, er det ganske vist, at det forstås baglæns. Derfor er det vigtigt at dvæle ved afgørende fundamenter, selvom det er komplementære forløb og relationer, der udvikler sig over tid.

05.11.2019 | Per Kallestrup

Per Kallestrup, leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus, fortæller her om tre ting, der har formet ham som læge og person (foto: Lars Kruse, AU Foto).

1. Rastløshed og udlængsel, grundlag for oplevelser og udvikling

Jeg kommer fra en solid dansk ’hus-mands-familie’, rundet af arbejdsomhed og flid, men også elementer af social kontrol. En god stabil base, hvorfra jeg har været så privilegeret at kunne ’eksplorere’, afprøve og nogle gange udvide grænser. Mit første nedslag skal derfor være mit år som udvekslings-studerende i Maine, hvor jeg skiftede kontekst og alligevel fandt, at det er fordomsfri mellem-menneskelige relationer, gæstfrihed og gavmild nysgerrighed, der udgør forudsætninger for forståelse, tolerance og accept.

At dele mad, bolig, hverdag og liv med fremmede mennesker med en gensidig interesse for forskellighed giver ikke bare anledning til sjove eller kuriøse oplevelser, men også øget selvindsigt og mod på mere. Jeg var den ekstra søn og bror i en fiskerfamilie og var hummer-fisker, high-school-elev og ’happy-feet’ og fik i den grad en tryg interesse for mennesker, der jo er fundamentalt for en alment praktiserende læge.

Samtidig gav denne oplevelse mig også lyst til faglige udvekslinger senere – dels et års lægestudier med det europæiske Erasmus-program i Oviedo, Spanien og dels med ’Hippokrates’, som jeg etablerede tilbage i 2000 med 5 deltagende lande og 20 deltagende tutor-praksis, men som i dag udveksler almen-medicinske uddannelseslæger mellem 27 lande og til 200+ deltagende praksis. H.C. Andersen skrev: ”At rejse er at leve”, men jeg vil gerne tilføje: ”At rejse med sit fag og sin profession er at leve og lære”.

2. Glædens dristighed i hverdagens lægearbejde – på første parket til alle livets store rejser

Den vellykkede konsultation, hvor faglighed, timing og kommunikation bare er helt rigtig. De fordomsfrie, nysgerrige og intense øjne, der opsluger en gennem hele 5 mdrs. børne-undersøgelsen. Rytmen, pulsen i hele lægehuset, mens der er allermest ’tryk på’, hvor der er flow i samarbejdet mellem alle involverede. Fordybelsen og metafysikken i en samtale. Den vellykkede palliation, der giver mulighed for en fredfyldt død i eget hjem. Et fortroligt blik, et fast håndtryk, et lille klem eller en ’high five’.

Vi kender dem alle, disse hverdagslægeglæder og sorger. De mange små og store øjeblikke eller situationer, der hver dag giver glæde og mening i vores arbejde. Det er vel netop disse oplevelser og indtryk, der giver overskud og ja, arbejdsglæde. En intuitiv drivkraft og generator, der får os til at tralle, mere end vi træller.

Mit andet nedslag skal handle om den påvirkning, som paradigmeskiftet i psykologien ved årtusindskiftet, havde på mig - den disciplin, der blev døbt ’positiv psykologi’. Omdrejningspunktet er de situationer, hvor mennesker har det bedst og anvender deres ressourcer mest konstruktivt - i modsætning til den mere traditionelle psykologi, der forsøger at forklare mekanismerne for, hvorfor tingene går galt. Positiv psykologi fokuserer på at fremme glæde, trivsel og det gode liv.

Men hvorfor er der så alligevel noget, der knirker? Hvorfor opstår udbrændthed og mismod? Hvorfor sukker og brokker vi indimellem i kaffepauser, når vi mødes?

Måske fordi vi har brug for træning og mod. Det kræver evne og mod at glædes. Vi skal udbygge vore færdigheder til og fornemmelser for at glædes over det gode, der sker omkring os. Fokusere på de små og smukke ting og udfolde os i og ved dem. Og vi skal frem for alt turde dele dem med hinanden.

Selv om jeg også kan se mulige begrænsninger og udfordringer ved denne ’jubel-optimistiske’ tilgang, så synes jeg stadig, at det er den absolut mest fornøjelige og opbyggelige at have med i sin rygsæk.

Og her har mit praksis-arbejdsliv i Skødstrup Lægepraksis - med 8-kompagnoner i en stor blandet by- og landpraksis - givet rigelige muligheder for at dele hverdagens glæder.

3. Nysgerrighed og ydmyghed, konstant kilde til forundring og mulig forandring

Mit tredje nedslag har givet anledning til overskriften og stammer fra det pastorale Zimbabwe. Vi boede i perioden 2000-2005 i Zimbabwe, hvor min kone var udstationeret som Danida-rådgiver til sundhedsministeriet.

Jeg var med som det tynde øl og som bagstopper for vores familieliv med vore sønner. Imidlertid fik jeg relativt hurtigt virketrang og det lykkedes mig at stable et ph.d.-projekt på benene, hvor jeg studerede mulige interaktioner mellem HIV og schistosomiasis hos co-inficerede. (I Skødstrup har vi altid haft den arbejdsdeling, at hvis der kommer en HIV og schistosomiasis co-inficeret patient, så tager jeg mig af vedkommende!).

Nuvel, helt ude på landet i Mupfure ca. 150 km nord for Zimbabwe’s hovedstad Harare, hvor vi etablerede vores projekt, var der hverken rindende vand eller sikker elektricitet. Til gengæld var HIV-prævalensen omkring 26% og schistosomiasis var endnu mere udbredt, så der var nok at tage vare på.

Jeg arbejdede med et hold ’field-assistants’ fra Harare, men vi hyrede også enkelte lokale til at hjælpe med det logistiske, heriblandt Epiphania (epiphany=åbenbaring!), som var en lokal landsby-pige, der lavede mad til os. Om aftenen – og det bliver kulsort fra omkring kl. 19 – sad vi omkring bålet og spiste og snakkede. Jeg havde ofte mange spørgsmål om dette og hint – og ofte i relation til en del af den skæbnetro og andre redskaber til social kontrol, der huserer på de kanter.

En sådan aften sagde Epiphania pludselig til mig: ”Oh, Doctor Per. I feel so sorry for you!”. Da jeg forbavset spurgte hvorfor, svarede hun: ”There is so much you don’t understand. But you try so hard!”

Det har jeg siden båret med mig – ja, netop som en åbenbaring - der kan minde mig om vigtigheden af en ydmyg, vedholdende nysgerrighed og interesse som grundpille for læring og erkendelse. Der er mere mellem himmel og jord, end mellem ørerne – og det er nu så betryggende at vide.

Artiklen er bragt i Practicus nr. 247 (side 38-40) den 28. oktober 2019. Artiklen er en del af serien 3x3, hvor centrale personer inden for det almenmedicinske speciale fortæller om tre værker eller begivenheder, der har formet dem som fagpersoner.