Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To Health-forskere får royalt jubilæumslegat

Thea Vestergaard og Sofie Eg Jørgensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har netop fået Kong Chr. IX og Dr. Louises Jubilæumslegat og hhv. 50.000 kr. og 75.000 kr. i støtte til deres forskningsprojekter.

07.11.2017 | Sabina Bjerre Hansen

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim overrakte legaterne til Thea Vestergaard (t.h.) og Sofie Eg Jørgensen på Sølyst i Klampenborg den 1. november 2017. Med på billedet er også professor Kim Fleischer Michaelsen fra KU, som modtog en hæderspris stiftet under samme legat. Foto: Søren Brissing.

Er biologisk terapi årsag til børn med lav fødselsvægt?

Ca. 25.000 danske kvinder har inflammatorisk tarmsygdom (IBD). Sygdommen rammer oftest i 20-30 års alderen, og det er sammenfaldende med højdepunktet for ønsket om at sætte børn i verden. Sygdommen behandles ofte med biologisk terapi, også under graviditet.

Og da gravide kvinder i biologisk terapi får børn med en lavere fødselsvægt end kvinder, der ikke modtager biologisk terapi, vil læge og kommende ph.d.-studerende Thea Vestergaard fra Institut for Klinisk Medicin undersøge, om den biologiske terapi har negativ indflydelse på moderkagens funktion under graviditeten.

Er der sammenhæng mellem influenza og mutationer i det medfødte immunsystem?

På verdensplan er omfanget af influenza stort, og hvert år er der en betydelig overdødelighed i befolkningen relateret til influenzainfektion. Langt de fleste, der får en influenzainfektion, bliver relativt hurtigt raske uden særlig behandling. For nogle få udvikler infektionen sig dog langt alvorligere.

Ph.d.-studerende og cand.scient. i molekylær medicin Sofie Eg Jørgensen fra Institut for Biomedicin vil i sit forskningsprojekt undersøge, om genetiske ændringer i det medfødte immunsystemet har betydning for sygdomsforløbet for influenzainfektioner.     

Kontakt

Læge og kommende ph.d.-studerende Thea Vestergaard Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Hepato-gastroenterologisk Afdeling V Mail: theavest@rm.dk

Ph.d.-studerende, cand.scient. Sofie Eg Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin og Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q
Mail: segj@biomed.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Videnskabelig medarbejder