Professor Karin Lykke-Hartmann fra Institut for Biomedicin arbejder på at udvikle et alternativ til den traditionelle hormonbehandling af kvindelig infertilitet. Efter års forskning og en millionbevilling fra BioInnovation Institute er hun nu klar til at sætte skub i et nyt behandlingstilbud.
18.11.2021 |
Som professor i reproduktiv medicin forsker Karin Lykke-Hartmann i at kortlægge de molekylære mekanismer, der er med til at regulere modningen af æg i kvindens ovarie. Karin Lykke-Hartmann har fundet nye molekylære signalveje i æggestokkene, der med det rette stof ville kunne fremme modningen af kvindens æg. Målet er at udvikle en behandling til de infertile kvinder, der ikke har gavn af – eller ikke kan tåle – den standard hormonbehandling, som de tilbydes i dag. Lykkes projektet, vil fertilitetsbehandlingen blive bedre for millioner af kvinder verden over.
Med baggrund i universitetsforskningen har Karin Lykke-Hartmann og hendes forskerteam startet spin-out-virksomheden iNotify, som skal udvikle den nye hormonfri fertilitetsbehandling. BioInnovation Institute har bevilget 10 mio. kr. til at hjælpe virksomheden videre. Næste skridt for de innovative forskere er at teste sikkerheden og stoffet i større skala, så det kan godkendes af Lægemiddelstyrelsen.
Professor Karin Lykke-Hartmann
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 29 39 05 58
Mail: kly@biomed.au.dk