Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

132 studieboliger til Universitetsbyen

I 2022 får de gule Parkkollegier i Universitetsparken selskab af i alt 132 nye studieboliger i Universitetsbyen. Det er det tidligere patienthotel, som nu omdannes til boliger for ca. 170 studerende, der fremover får adresse midt i campus, tæt på studiet. Det forventes, at de første beboere kan flytte ind i 2022.

30.04.2020 | Signe Opstrup

Der bliver etableret 132 studieboliger med plads til ca. 170 studerende i det tidligere patienthotel i Universitetsbyen. Foto: AART Architects

De blev oprindeligt opført som sygeplejekollegier tilbage i 1930’erne. Og i 1990’erne blev bygningerne omdannet til patienthotel, der har været i drift indtil AUH’s udflytning i starten af 2019. Nu indledes en ny æra for de røde murstensbygninger, som inden for de kommende år vil huse ca. 170 studerende og dermed gøre de i forvejen 500 studerende i Parkkollegierne selskab med en adresse på campus. 

Jørgen Lang, som er direktør i Forskningsfondens Ejendomsselskab AS (FEAS), der udvikler arealerne og bygningerne i Universitetsbyen i samarbejde med Aarhus Universitet, ser opførelsen af studieboliger som et vigtigt skridt i at skabe en attraktiv og levende campus i Universitetsbyen:

”Etablering af de første studieboliger i Universitetsbyen er et vigtigt element i udviklingen af området, idet boligerne vil være med til at skabe liv og bidrage til et aktivt campusmiljø. Desuden vil de kommende beboere få en helt særlig placering midt i Universitetsbyen med udsigt til det kommende universitetsstrøg og nabo til Aarhus BSS, som i 2025 flytter ind i Universitetsbyen”, fortæller Jørgen Lang og tilføjer: 

”Som de første beboere i Universitetsbyen, vil de kommende kollegianere også få mulighed for at sætte deres aftryk på livet i Universitetsbyen og komme med deres input til den videre udvikling af området.”

Omfattende renovering på vej 

Selvom det tidligere patienthotel allerede indeholder mange af de elementer, som et kollegium består af, er der stadig behov for en omfattende ombygning og renovering af bygningerne, dels for at opfylde nutidens krav til studieboliger, dels som følge af bygningernes generelle vedligeholdelsesmæssige stand.

I renoveringen vil der være stort fokus på at bibeholde den arkitektoniske stil og den ånd, som bygningerne er opført i. Det samme gør sig gældende for de mange andre renoveringer og nybyggerier, som finder sted i Universitetsbyen de kommende år.

Boligerne vil i de første 3-4 år få primær indgang fra Peter Sabroes Gade, og en ”gårdhave” på pladsen foran kollegierne, der afskærmes midlertidigt mod byggepladsen i Universitetsbyen. I forbindelse med færdiggørelse og ibrugtagning af strøget i 2025, vil pladsen så blive åbnet ud mod strøget, og kollegierne vi så få direkte indgang fra Universitetsbyen.

Cykelhotel med plads til 1000 cykler

Under pladsen foran studieboligerne vil der blive indrettet et ”cykelhotel” i den eksisterende underjordiske kælder med plads til ca. 1.000 cykler, med adgang direkte fra strøget i Universitetsbyen. Cykelkælderen vil fungere som central cykelparkering for Universitetsbyens brugere, bl.a. Aarhus BSS, der får til huse lige overfor. Cykelkælderen tages i brug, når universitetsstrøget er etableret i 2025.

Tidsplan

Projektet med at omdanne patienthotellet til studieboliger er lige nu ved at blive færdigprojekteret, og selve ombygningen forventes igangsat efter sommerferien 2020. Primo 2022 kan de kommende beboere begynde at flytte ind, hvilket er samtidig med at bygning 1870 (i Universitetsbyens nordligste hjørne) tages i brug af Institut for Molekylærbiologi og Genetik.

Fakta om studieboligerne

  • Der bliver etableret 132 studieboliger med plads til ca. 170 studerende i det tidligere patienthotel i Universitetsbyen.
  • Bygningerne er oprindelig opført som sygeplejekollegium og sygeplejeskeboliger i 2 etaper i 1930’erne og er i 1990’erne ombygget til patienthotel, og har fungeret som sådan indtil AUH’s udflytning i starten af 2019.
  • Boligerne fordeler sig på ca. 40 1½-2 værelses studieboliger og ca. 92 1-værelses studieboliger.
  • Alle studieboliger vil være forbeholdt studerende ved Aarhus Universitet. Studieboliger med 1½-2 værelser vil blive tildelt med fortrinsret for par, hvoraf min. én skal være studerende ved Aarhus Universitet.
  • Udlejning og administration af studieboligerne varetages af FEAS.
  • Værelserne forsynes med eget badeværelse samt et minikøkken (uden kogeplader) med vask.
  • Der etableres 2 fælleskøkkener på hver etage. Derudover etableres fælleslokaler og fælles vaskeri i kælderen samt cykelparkering.
  • Det forventes, at de første beboere kan flytte ind i 2022.

Campus 2.0: Følg med i beslutningerne

Drøftelser og beslutninger om opførelsen af de kommende studieboliger tages af styregruppen for Campus 2.0. Styregruppen mødes hver 3. måned, hvor de træffer strategiske og ledelsesmæssige beslutninger vedr. udvikling af Aarhus Universitets campus. Læs mere om styregruppen. 

Vil du gerne følge med i beslutningerne fra møderne, kan du læse korte beslutningsreferater på hjemmesiden nycampus.au.dk. Referaterne kommer på hjemmesiden hurtigst muligt efter møderne.

Yderligere oplysninger

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder