Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

15 års øvelse gør rigtig meget mester

Medicinuddannelsen eksperimenterer, som mange ved, med video, Blended Learning og andre pædagogiske nyskabelser. Det fik tre sekretariatsmedarbejdere til at besøge medicinuddannelsen i Graz, der har brugt de ’nye’ pædagogiske værktøjer i 15 år, og det kan man godt komme til at tabe underkæben af…

01.06.2017 | Nanna Jespersgård

Google glasses, virtuelle mikroskoper og - jf. fotoet - hele hospitalsafdelinger indrettet med 'rigtigt' udstyr og computerstyrede dukker, som studerende kan øve sig på. Det er tre eksempler, der viser viften af pædagogiske nyskabelser på medicinuddannelsen i Graz. Foto: Christian Ravn Olesen.

Forestil jer en undervisningssituation, hvor en medicinstuderende er med akutlægebilen ude. Opgaven er at yde førstehjælp til en cyklist efter mødet med en højresvingende bilist. Skaderne på cyklisten er omfattende, og erfaringen hos den studerende beskeden. Men hjælpen er ved hånden – eller rettere ved øjet – for den medicinstuderende er iført et par ’google glasses’, der filmer den forulykkede, sideløbende med at den studerende via brillerne konsulterer sit bagland og diverse opslagsværker om alt fra nakkefiksering til svære blødninger.

Det lyder som en fremtidsfilm, og scenariet er da heller ikke virkelighed. Endnu. Men det er en af de ideer, der i øjeblikket arbejdes med i the Department Organization of Study Programs and Learning with Media på Medical University of Graz i Østrig, som for et par uger siden havde besøg af tre sekretariatsmedarbejdere fra Institut for Klinisk Medicin.

De tre sekretariatsmedarbejdere tog til Graz på Erasmusmidler, fordi universitetet er kendt for at være fremme i skoene, når det gælder internetbaseret undervisning og ny pædagogik, som de kastede sig ud i tilbage i 2002. En anden god grund til at besøge Graz er, at universitetet i størrelse og øvrige vilkår er sammenligneligt med os selv.

Fra ’google glasses’ til virtuelle mikroskoper

”Det var fantastisk inspirerende – øjenåbnende og overraskende – at se, hvor langt man kommer, når man som kollegerne i Graz har arbejdet i 15 år med det, vi kalder ’nye’ pædagogiske værktøjer,” fortæller studiesekretær Lise Licht fra Institut for Klinisk Medicin, der var med på turen.

”Blandt andet bemærkede vi som gæster, hvor naturligt Graz-kollegerne integrerer computerteknologi i alle tænkelige sammenhænge af undervisningen. Det gælder helt ned i detaljen, hvor de studerende sidder og arbejde med virtuelle mikroskoper, hvor de scanner ind, hvad de vil kigge nærmer på i deres computer. Pludselig bliver det meget tydeligt, at vi kun lige er begyndt at udnytte mulighederne her hjemme,” siger Lise Licht.

Det samme var oplevelsen hos rejsefællerne og kollegerne Emil Jensen og Christian Ravn Olesen, begge AC-fuldmægtige på instituttet. Også de var imponerede over den ubesværede omgang med de pædagogiske værktøjer, som vi kun har brugt i Aarhus et par år, højt sat.

Få nye øjne på sig selv

”Man siger, at øvelse gør mester, og på studieturen blev det tydeligt for os, at 15 års øvelse gør rigtig meget mester,” som Christian Ravn Olsen formulerer den ene af studieturens store fælles erkendelser.

En anden fælles erkendelse kan sammenfattes i, at man som AU-medarbejder skal se at komme afsted på studietur. Ud i verden, ud og bliver rystet og få nye øjne på sig selv og fakultetets ’plejer’.

”Vi har alle tre været fuldstændig høje af en studietur, som varede beskedne to dage. Det er tankevækkende, hvor meget energi det giver at komme ud og opleve folks imødekommenhed,” siger Lise Licht, som sammen med Emil Jensen og Christian Ravn Olsen har fået masser af brugbar viden med hjem.

Ikke bare om den østrigske udgave af ’akut-ugerne’ iført google glasses, der styres med stemmen og fx fungerer ved at brillebæreren siger 'okay glass, take a picture' efterfulgt af 'okay glass, send it to..', men også om genkendelige problemstillinger. Herunder nødvendigheden af løbende didaktisk understøttelse til undervisere.

Udviklingsopgaver kan ikke vinges af

Fx har man i Graz ansat en didaktisk konsulent, der turnerer mellem de forskellige afdelinger og motiverer underviserne til at nytænke deres undervisning. Når konsulenten er igennem alle afdelinger, starter hun forfra og tager samme tur igen. Det sikrer, at nytilkomne undervisere hjælpes i gang, og det forhindrer, at erfarne undervisere falder i magelighedsfælden eller tror, at udviklingsopgaven kan vinges af som afsluttet.

”Undervisningsudvikling er en løbende proces, og i Graz forsøger man at understøtte den med én fast person, der vender tilbage. Det ser ud til at fungere forbilledligt,” siger Lise Licht.

Et andet eksempel på nye tilgange er, at Graz i øjeblikket afprøver såkaldte fem-ugers rul, hvor de studerende skal koncentrere sig om ét fagområde, der afsluttes med eksamen, før de går videre til næste rul. De nye rul træder i stedet for den traditionelle tænkning i halvårlige semestre, som der ikke er aktuelle planer om at pille ved i Aarhus.

Erasmus-midler – nemt og hurtigt

”Det hele kan selvfølgelig ikke overføres én til én, men meget kan bruges alligevel. Vi har mødt en række kompetente og engagerede mennesker, der kan noget andet end os selv, og engagement har det jo med at smitte og afføde ideer til, hvad man kan tilføre fx den nye undervisning, vi selv er ved at bygge op - og som vi bestemt ikke har noget ønske om at tale ned,” siger Christian Ravn Olesen.

De tre kolleger fra sekretariatet var afsted på såkaldte Erasmus Staff Mobility midler. Alle ansatte på Aarhus Universitet kan søge om et stipendium til enten et studiebesøg eller såkaldt jobshadowing ved en Erasmus-partnerinstitution. Der er ingen ansøgningsfrist, men man skal søge senest en måned før, man skal afsted. For flere informationer om muligheder og begrænsninger, se http://medarbejdere.au.dk/administration/internationalt/erasmusstipendierforansatte/erasmustraeningsopholdiudlandet/


Universitetet i Graz skrev også om besøget fra Aarhus.
Artiklen kan findes via universitetets nyhedssite (scroll ned):
https://www.medunigraz.at/en/neues/newspage/3/

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Uddannelse, Teknisk/administrativ medarbejder, Health