Med en bevilling på 25 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden er professor Jens Otto Lunde Jørgensen fra Institut for Klinisk Medicin én af de forskere, der skal skabe viden om, hvordan man opdager og afhjælper bivirkninger efter langvarig behandling med binyrebarkhormon.
07.04.2021 |
Omkring tre procent af den danske befolkning er hvert år i behandling med binyrebarkhormon som for eksempel lægemidlet prednisolon. Behandlingen i sig selv har betydelige bivirkninger, ligesom ophør af steroidbehandlingen kan udløse symptomer på nedsat binyrebarkhormon. Alligevel er der ifølge Jens Otto Lunde, som også er overlæge på Aarhus Universitetshospital, ikke dedikerede studier af behandlingens bivirkninger.
Derfor skal han nu sammen med forskere fra hele landet finde frem til ’the golden standard’ for behandling med binyrebarkhormon, der har været flittigt anvendt i sundhedsvæsenet i næsten 75 år. Projektet skal munde ud i de første evidensbaserede retningslinjer for diagnostik og behandling af bivirkninger forbundet med behandling med binyrebarkhormon, og Novo Nordisk Fonden støtter forskningsprojektet med 25 mio. kr.
Klinisk lærestolsprofessor og overlæge Jens Otto Lunde Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Diabetes og Hormonsygdomme
Mobil: 20 72 73 83
Mail: joj@clin.au.dk
Omtalen er baseret på pressemateriale fra Aarhus Universitetshospital