Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

25 mio. kr. til nyt forskningscenter for kræft-DNA i blodet

En blodprøve, der måler kræft-DNA i blodet, er omdrejningspunktet i et nyt nationalt forskningscenter, som skal bane vejen for nye metoder til at stille diagnoser og afgøre den rette behandling for kræftpatienter. Centret får økonomisk støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen.

28.10.2019 | Marianne Vestergaard, Kræftens Bekæmpelse og Lise Wendel Eriksen

Lars Dyrskjøt Andersen er en af de to århusianske forskere, der står i spidsen for det nye nationale forskningscenter for kræft-DNA i blodet. Foto: Privat

Professor Claus Lindbjerg Andersen og professor Lars Dyrskjøt Andersen, begge fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA), Aarhus Universitetshospital, står i spidsen for det nye center, der samler en række af landets førende forskere inden for måling af kræft-DNA i blodet.

”Vi ved, at kræft-DNA i blod er ensbetydende med, at man har kræftceller et sted i kroppen. Blodprøver, der kan måle kræft-DNA i blodet, betragtes som en af de mest lovende metoder til at finde ud af, hvem der har kræft, men også til at følge, om kræftbehandlingen virker,” siger Claus Lindbjerg Andersen.

Han og hans kolleger i Aarhus har været nogle af de første i verden til at vise resultater med målinger af kræft-DNA i blodet til at finde tilbagefald af tarmkræft.

Lars Dyrskjøt Andersens forskerhold har ligeledes som nogle af de første i verden vist resultater i arbejdet med at finde tilbagefald af blærekræft. Disse resultater skal nu testes i store kliniske forsøg, inden måling af kræft-DNA i blodet kan anvendes på alle patienter med disse kræftformer.

”Perspektivet i måling af kræft-DNA i blod er, at vi kan give patienten en behandling, der passer lige præcis til kræftsygdommen hos den enkelte patient, fordi vi kan lave en blodprøvetest, der bygger på DNA’et i patientens kræftknude. Samtidig kan vi gøre det hurtigere, end det sker i dag,” siger Lars Dyrskjøt Andersen.

Murstensløst samarbejde

Det nye nationale forskningscenter er et såkaldt ’murstensløst’ center, der samler alle de forskere og fagfolk i Danmark, som beskæftiger sig med området. Mere end 60 læger og forskere fra fire universiteter og 17 hospitaler, dækkende alle landets fem regioner, er involveret i etableringen af centeret. De 25 mio. kr. skal bruges på at opbygge de systemer og det samarbejde, der skal bane vejen for forskningsprojekter, der kan dokumentere, hvordan måling af kræft-DNA kan blive en del af den etablerede kræftbehandling.

Det nye nationale forskningscenter er udvalgt til at modtage bevillingen fra Knæk Cancer 2019 af både et nationalt og et internationalt bedømmelsesudvalg.

Kontakt

Professor Claus Lindbjerg Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Molekylær Medicinsk Afdeling
Mobil: 29 80 43 21
Mail: cla@clin.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Offentligheden/Pressen