2. oktober 1943: Om natten havde tyskerne forsøgt at internere samtlige danske jøder, og ikke mindst de studerende var rasende. Oven i dette meddelte værnemagten, at Parkkollegierne skulle inddrages til brug for de tyske myndigheder - Gestapo, skulle det vise sig - og 250 studerende sættes på gaden. Hele universitetet var på kogepunktet.

02.10.2013 | Af Palle Lykke, AU Universitetshistorie

Lørdag den 2. oktober 1943 var en dramatisk dag i universitetets historie.
Om morgenen mødtes rektor med repræsentanter for Studenterrådet for at drøfte situationen efter nattens jødeforfølgelser. Under mødet indløb meddelelse om, at justitsministeren havde pålagt universiteterne at notere sig, at situationen nu – en måneds tid efter den militære undtagelsestilstands indførelse 29. august – var af en sådan karakter, at studenterne måtte indskærpes, at enhver aktion kunne få forfærdelige konsekvenser. Studenterrådets formand lovede ved mødet, at studenterne ville undlade at demonstrere.

Senere samme dag oplyste ministeriet, at kollegierne nu var beslaglagt, og at en skrivelse om dette var på vej. Faktisk havde de tyske myndigheder allerede 16. september krævet at få stillet kollegierne til rådighed med virkning fra 21. september, og kollegiebestyrelsen vidste naturligvis, at der i længden ikke var noget gøre, men for at trække tiden ud havde den nægtet frivilligt at overdrage bygningerne. På den måde blev der opnået tid til at forberede udflytningen. Udadtil havde man ikke omtalt sagen.

Studenterne raser

Men efter meddelelsen den 2. oktober skulle 250 kollegianere straks i gang med at rømme deres værelser. Hermed forstærkedes det raseri blandt studenterne, som i forvejen var mægtigt efter jødeforfølgelserne og fire professorers internering som gidsler 29. august. Efter et møde søndag den 3. oktober mellem Lærerforsamlingens forretningsudvalg og repræsentanter for Studenterrådet stod det da også klart, at studenterne – på trods af formandens løfter dagen forinden – ikke bare ville lade stå til, men aktionere i form af strejke (hvilket var forbudt i henhold til den rigsbefuldmægtigedes anordning af 29. august 1943).

På den baggrund besluttede Lærerforsamlings forretningsudvalg at indstille til universitetets bestyrelse, at universitetet blev lukket, således at det blev universitetet og ikke studenterne, der ville få ansvaret for den demonstration, som en lukning ville udgøre. (Det var kun et par uger siden, at universitetet var blevet åbnet igen, efter at tyskerne havde lukket det i forbindelse med indførelsen af undtagelsestilstanden, og to af de internerede professorer var endnu ikke blevet sat fri.) Ved bestyrelsesmødet samme aften vakte ét forhold bekymring: Ville det ikke være alt for farligt for Aarhus Universitet at aktionere alene? Skulle der samarbejdes? Hvad havde Københavns Universitet tænkt sig at gøre i anledning af jødeforfølgelserne?

Under mødet modtog rektor besked om, at en kurer fra Københavns Universitet var nået frem til hans private bolig, og rektor tog derfor forretningsudvalget med sig hjem. Her kunne kureren, det københavnske studenterråds næstformand, meddele, at man lukkede en uge. De nærmere omstændigheder vidste han ikke noget om, men fortalte, at Studenterrådet havde henvendt sig til Konsistorium, og at dette derpå havde taget sin beslutning om at lukke Københavns Universitet en uge.

Universitetet lukker

Efter møder i løbet af mandagen den 4. oktober vedtog man i Aarhus følgende begrundelse, der (bortset fra institutionens navn) er identisk med den københavnske:

”Under Indtrykket af de Ulykker, der i de sidste Dage har ramt danske Medborgere, har Lærerforsamlingen og Bestyrelsen besluttet at suspendere Undervisningen ved Aarhus Universitet for en Uge. Undervisningen genoptages Mandag den 11. Oktober.”

Med denne aktion havde universitetet opnået at forhindre studenteraktioner med uoverskuelige konsekvenser. (I Oslo lukkede tyskerne universitetet 30. november samme år, og ca. 700 mandlige studenter blev interneret og deporteret til Tyskland – mens de kvindelige blev påbudt at rejse hjem til forældrene). Samtidig havde man fået skabt nogenlunde ro til rømningen af kollegierne, der fandt sted i løbet af få dage.

De 250 kollegianere – en fjerdel af samtlige indskrevne studenter – fik alle hurtigt tag over hovedet igen takket være såvel aarhusianernes hjælpsomhed (i en periode med bolignød og værelsesmangel) som Studenterrådets organisationstalent. Allerede dagen efter meddelelsen om beslaglæggelsen kom der flere tilsagn om værelser, end der var behov for.

Personlige erindringer

En af de husvilde skrev fire årtier senere: ”Mange kollegianere fik stillet udmærkede værelser til rådighed. I mange tilfælde helt gratis eller til lav husleje. En kollegianer fik på en restaurant i byens centrum både værelse og gratis mad i flere måneder. Ham misundte vi meget.”

Kollegiebestyrelsens formand, bankdirektør Niels Jensen – i daglig tale Bank-Niels – var svær at bide skeer med. Det måtte også en tysk officer erkende, da han sammen med en dansk håndlanger ankom til Niels Jensens kontor for at gøre krav på de tæpper, som efter rømningen af kollegierne var blevet opmagasineret andetsteds. Ifølge Niels Jensens sekretær, der var til stede, svarede Niels Jensen ”i en særdeles stram tone”, at han nægtede at forhandle med personer, der ikke ville oplyse deres navn, og da officeren endelig for at fremme sagen nødtvungent sagde sit navn, erklærede Niels Jensen, at der absolut intet var at forhandle om, hvorpå gæsterne, ”der åbenbart ikke var vant til en sådan procedure, listede af med uforrettet sag.”

Gestapo flytter ind

Kollegiernes nye beboere var Gestapo, det tyske sikkerhedspoliti, der her indrettede hovedkvarter for det nørrejyske område mhp. at optrævle den lokale modstandsbevægelse – en aktivitet, der udførtes så nidkært, at der fra allieret side svaredes igen med det Royal Air Force-luftangreb, som 31. oktober 1944 jævnede Gestapo-hovedkvarteret med jorden.

 

Mere om Aarhus Universitet under besættelsen

 

---

Kilder: J. Munck: ”Aarhus Universitet”, J. Brøndsted og K. Gedde (red.): De fem lange Aar. Danmark under Besættelsen, III (1947), s. 1176-1188; P. Lykke: ”Aarhus Universitet under besættelsen”, I. Gejl & E.K. Johansen (red.): Århus Stifts Årbøger 1995-96 (1996), s. 36-59; N. Thomsen: ”Den farlige tid 1943-1945”, S. Ellehøj & L. Grane (red.): Københavns Universitet 1479-1979, III (1986), s. 202-211; Poul Schmidt: ”På kollegium i besættelsestiden”, Universitetskollegierne i Århus 1935-1985, s. 57-67); C.B. Andersen: ”Kollegierne og Bank-Niels”, ibid.s. 6-11.