Lundbeckfonden giver hjerneforskningscentret DANDRITE på Aarhus Universitet forskningsmidler på 75 mio. kr. Pengene udbetales i perioden frem til 2028, og skal primært bruges til at rekruttere fem nye DANDRITE-gruppeledere med individuelle forskningsprogrammer inden for neurovidenskab.
11.02.2021 |
Det kræver skarpe hoveder, mange penge og hårdt forskerarbejde år ud og år ind, hvis man skal gøre sig håb om at blive klogere på hjernens mekanismer og sygdomme.
Og netop ambitionen om at skabe et sådant neurovidenskabeligt miljø – med fokus på at tiltrække spændende internationale forskerprofiler – var baggrunden for, at Lundbeckfonden og Aarhus Universitet (AU) i 2013 etablerede DANDRITE (Danish Research Institute of Translational Neuroscience).
Hjerneforskningscentret er en del af AU, og Lundbeckfonden har i perioden 2013-2020 støttet DANDRITE med forskningsbevillinger på i alt 120 mio. kr.
Nu følger så yderligere en forskningsbevilling fra Lundbeckfonden til DANDRITE.
Bevillingen, der netop er vedtaget i fondens bestyrelse, er på 75 mio. kr. Pengene udbetales i perioden frem til 2028, og skal primært bruges til at rekruttere fem nye DANDRITE-gruppeledere med individuelle forskningsprogrammer inden for neurovidenskab.
”Vi opfatter DANDRITE som et stærkt program til at styrke den internationale profil og niveauet af dansk forskning i hjernen og dens sygdomme”, siger Jan Egebjerg, Lundbeckfondens forskningsdirektør:
”Med støtten til DANDRITE ønsker Lundbeckfonden at styrke talentudvikling og det danske neuroscience-miljø – ved at give internationalt rekrutterede talenter mulighed for at udvikle deres meget ambitiøse forskningsprojekter i Danmark”.
”Bevillingen fra Lundbeckfonden sikrer os muligheder for fortsat at udvikle og introducere nye metoder inden for dansk neurovidenskab – med rekruttering af nye gruppeledere som den centrale tilgang”, siger professor Poul Nissen, centerdirektør for DANDRITE.
Og hertil kommer, pointerer Poul Nissen, ”at bevillingen hermed giver DANDRITE muligheder for at understøtte talentudvikling inden for hjerneforskning på alle niveauer”.
Denne tekst er kopieret efter tilladelse fra Lundbeckfonden
Institut for Molekylærbiologi og Genetik/DANDRITE
Aarhus Universitet
pn@mbg.au.dk – 2899 2295