Aarhus Universitets 89 års fødselsdag blev fejret fredag d. 15. september med musik, idræt, prisuddelinger og festtaler. Samtidig var der plads til eftertanke om universitetets bidrag til samfundet, tillid til de unges valg for fremtiden og uddannelse som en personlig udviklingsrejse.
15.09.2017 |
Mens de studerende fejrede universitetets fødselsdag med sport og fest i Universitetsparken, dannede aulaen ramme om den mere højtidelige fejring af dagen. Bestyrelsesformand Connie Hedegaard indledte dagen med at slå fast, at universitetet skal være et værn mod fake news, og at viden, facts og dybde skal være modvægt til den overflade, som har kronede dage. Hun betonede, at politikerne, embedsværket, beslutningstagere og borgere skal have adgang til forskningsbaseret viden og satte spørgsmålstegn ved, om hele myndighedsrådgivningen skal konkurrenceudsættes.
Samtidig fremhævede hun, at der er brug for studerende og kandidater, der kan bidrage med noget, som samfundet har behov for - men som også har andet og mere at byde på, end det vi lige her og nu kan se, "vi har brug for".
”Selvfølgelig giver det mening at være opmærksom på, om de kandidater, vi producerer, bagefter kan finde beskæftigelse. Og tro mig, det er et centralt og konsekvent fokusområde for Aarhus Universitet. Men for mig at se går bevægelsen altså også den anden vej: Vi skal også som vidensinstitution være med til at gøre samfundets forestilling om, hvad vi "har brug for" bredere og dybere. Det hele skal ikke kun handle om "nyttemaksimering" - Danmark er ikke bare en forretning. Over de senere år har der været en beklagelig tendens til at indsnævre definitionen af, hvad "vi har brug for",” sagde Connie Hedegaard.
Rektor Brian Bech Nielsen mindede i sin tale om, at uddannelse er en personlig udviklingsrejse og opfordrede til at vise større tillid til de unge og deres valg for fremtiden.
"Stil dig i vejen for ungdommen, og du stiller dig i vejen for fremtiden. I vores iver efter at sikre tempo og fremdrift - ender vi med at forvandle uddannelsesrejsen til en lukket transportrute. Hvor alt kører i ét forudbestemt spor - fra optag til dimission", lød det.
Han brugte også taletiden til at understrege, at universitetet hver eneste dag arbejder på at højne kvaliteten og styrke konkurrencekraften, og han pointerede, at regeringens mål om fortsatte uddannelsesbesparelser på 2% årligt intet har med kvalitetsløft at gøre.
Se video med rektor Brian Bech Nielsens tale
Maskiningeniør og tidligere koncernchef for Grundfos Niels Due Jensen blev udnævnt til årets æresalumne 2017. Niels Due Jensen er en af dansk erhvervslivs mest markante skikkelser og har været den drivende kraft, der har gjort Bjerringbro-virksomheden Grundfos til verdens største pumpeproducent med omkring 18.000 medarbejdere i 55 lande og en omsætning på 24,8 milliarder DKK.
Niels Due Jensen dimitterede i 1971 som ingeniør fra Aarhus Teknikum. Ingeniøruddannelsen dannede et vigtigt fundament for Niels Due Jensen i sit lange virke som Koncerndirektør for Grundfos, efter at han i 1977 overtog ansvaret for virksomheden efter sin far Poul Due Jensen.
Niels Due Jensen sagde i sin tale, at vi ikke kan undvære nysgerrigheden; den eksisterende viden altid skal udfordres, så vi finder nye svar.
”Det svar eller produkt, vi skabte i går – det duer ikke i morgen. Det skal være bedre, mere avanceret, mere brugervenligt, mere energirigtigt, mere bæredygtigt og mere digitalt. Vi skal udforske nye måder, hvor vores viden, teknologier og systemer kan indgå, så de er mere effektive og funktionelle for kunderne og for verden. Vi skal behandle det, rense det og genbruge det på en smart og effektiv måde, der gavner høj som lav, rig som fattig - i nord og syd, i øst og vest”, sagde Niels Due Jensen.
Læs portræt og se video med Niels Due Jensen
Dagens repræsentant for de studerende, medicinstuderende Julius Edward Miller Hvidt, luftede sin bekymring for stress blandt de studerende.
”Vi har de mest stressede studerende nogensinde. Vi nødt til at anerkende, at det er et problem. Vi er nødt til at italesætte det. Vi er nødt til at skabe en kulturændring i vores samfund og på vores universitet. Vi skal finde plads til fordybelse, plads til at fejle og plads til at være mennesker, ” sagde Julius Edward Miller Hvidt og tilføjede:
”Jeg tror løsningen til en stor del af vores udfordringer er en endnu større grad af medinddragelse af medarbejdere og studerende”.
Professor Bjørk Hammer, Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris
Professor Lene Munksgaard, Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris
Fire studerende modtog Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s rejselegat
Følgende fire blev udnævnt til æresdoktor:
Research Director Wendy Elizabeth Mackay
Se videoer med de fire æresdoktorer