Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus får ny professor i børnekræft

Jeanette Falck Winther, forsker og overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, er ny professor på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Her skal hun forske i senfølger hos børn med kræft og udbygge samarbejdet med de kliniske kolleger, der behandler børn med kræft under indlæggelsen og senere i livet.

16.10.2017 | Sabina Bjerre Hansen

Professor og overlæge, dr. med. Jeanette Falck Winther. Foto: Tomas Bertelsen.

Behandlingen af kræft hos børn er en medicinsk succeshistorie. 85% af alle børn med kræft bliver helbredt, og mange børn lever et godt liv efter kræftbehandlingen. Men en del får følger som fx hjertesygdomme senere i livet. Kortlægning af disse senfølger er omdrejningspunktet for Jeanette Falck Winthers forskning både på nationalt og internationalt plan.

Kortlægningen er grundlaget for udarbejdelse af retningslinjer, der beskriver, hvilke sygdomme børnene er i risiko for at få, og hvordan børnene skal følges op i senfølgeklinikker efter endt behandling. Ved at behandle følgerne af kræft tidligt sikrer man, at børnene får den bedst mulige fremtid.

Jeanette Falck Winthers professorat er en delt stilling mellem Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitet. Professoratet er finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

 

Kontakt

Professor og overlæge, dr.med. Jeanette Falck Winther
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Kræftens Bekæmpelse, Center for Kræftforskning
Mobil: 20 11 27 71
Mail: jfw@clin.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder