Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus og Helsinki styrker samarbejde om ph.d.-uddannelse

De sundhedsvidenskabelige fakulteter ved Aarhus Universitet og Helsinki Universitet har indgået en aftale om ph.d.-uddannelse. Den nye aftale er en styrkelse af et i forvejen tæt samarbejde mellem de to forskerskoler.

26.01.2016 | HE Kommunikation

De sundhedsvidenskabelige ph.d.-skoleledere fra henholdsvis Helsinki Universitet og Aarhus Universitet, Health, Hannu Sariola (t.v.) og Lise Wogensen Bach udvider nu samarbejdet.

Det sundhedsvidenskabelige samarbejde mellem Aarhus og Helsinki har stærke rødder: De seneste fem år har mere end 200 forskere samarbejdet om at udgive over 250 fælles publikationer inden for områder som kræft, hjernens perception, folkesundhed og klinisk forskning.

De to forskerskoler er nu blevet enige om at støtte udviklingen af unge forskertalenter ved at give dem udvidet adgang til ekspertise og viden inden for deres fagområder. Videnudveksling på tværs af landegrænser udvikler de ph.d.-studerendes kundskaber og bidrager til at udvikle ny viden, som gerne skulle styrke det fremtidige forskningssamarbejde.

Det tættere samarbejde om ph.d.-uddannelse mellem de sundhedsvidenskabelige fakulteter ved Aarhus Universitet og Helsinki Universitet blev indledt for to år siden. Målet er at styrke forskeruddannelse, skabe øget mobilitet og internationalisering samt bedre muligheder for internationale karriereforløb. Den nye aftale indebærer aktiviteter som udveksling af ph.d.-studerende, undervisere og ansatte samt fælles opsyn og kurser.

"Det vil være oplagt at udvide det eksisterende tætte samarbejde mellem de to universiteter til også at omfatte ph.d.-uddannelse, og det har vi nu skabt rammerne for", siger Lise Wogensen Bach, prodekan og ph.d.-skoleleder, Aarhus Universitet, Health, og tilføjer:
 "Cirkulering af hjerner er vigtig for ny viden og fremtidens netværk".

Ph.d-skolelederen fra Helsinki Universitet, Hannu Sariola, tilføjer:

"Begge universiteter har et mål om internationalisering og større rækkevidde for deres forskning. Denne aftale understøtter disse mål."

Talentudvikling, Sundhed og sygdom, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Health