Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Symposium 2017: Margrethe Vestager taler til fremtidens ledere

EU-kommissær Margrethe Vestager, tidligere finansminister Bjarne Corydon og en lang række repræsentanter fra dansk og internationalt erhvervsliv er blandt talerne ved arrangementet Aarhus Symposium 2017, der løber af stablen på Aarhus BSS fredag den 3. november. Igen i år har interessen for arrangementet været enorm blandt de studerende.

03.11.2017 | Anders Hylander

Fotograf: Anders Trærup/AU foto

Under temaet ”Leading Through Change” har en gruppe ambitiøse studerende på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet for syvende år i træk inviteret en lang række prominente erhvervsfolk fra ind- og udland til debat. Aarhus Symposium – der er et af de største studenterdrevne arrangementer af sin slags i Nordeuropa - har til formål at bygge bro mellem de studerende og erhvervslivet.   

”Aarhus Symposium er en hel unik mulighed for os til at diskutere med, skabe netværk med og ikke mindst lade os inspirere af samfundets nuværende ledere”, siger Nikolaj Gjøde, der er medlem af Styringskomitéen bag Aarhus Symposium 2017.

VIDEO: Interview med Nikolaj Gjøde og Jacob Ankjær fra Aarhus Symposium

”Aarhus Symposium formår igen at sætte et meget spændende program sammen, og det er de meget dygtige og dedikerede studerendes fortjeneste. Derfor støtter Aarhus BSS også Aarhus Symposium både økonomisk og praktisk,” siger dekan for Aarhus BSS Thomas Pallesen.

Siden 2011 er Aarhus Symposium vokset til at blive et af Aarhus Universitets helt store studenterdrevne arrangementer. Mange af de studerende, der arrangerer og deltager, er fremtidens ledere inden for politik og erhvervsliv. Aarhus Universitetets rektor er også meget begejstret for det ambitiøse studenterdrevne initiativ.

”På universitetet arbejder vi målrettet med at skabe endnu bedre forbindelser mellem de studerende og erhvervslivet, og med denne fremragende konference er de studerende bag Aarhus Symposium med til at bane vejen”, siger Brian Bech Nielsen.

Godt 650 studerende fra Aarhus Universitet og 150 særligt inviterede VIP-gæster deltager i Aarhus Symposium 2017, der er arrangeret af 38 frivillige studerende fra Aarhus Universitet. Tidligere talere ved arrangementet inkluderer H.K.H. Kronprinsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Relevante talspersoner, der vil kunne træffes på dagen:

·        Margrethe Vestager, EU-kommissær og keynote – kl. 13.30-13.40

·        Nikolaj Gjøde eller Jacob Ankjær, medlemmer af styringskomiteen for Aarhus Symposium

·        Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet

·        Thomas Pallesen, dekan for Aarhus BSS

For yderligere information og kontakt til talere, kontakt:

·        Nikolaj Gjøde, Aarhus Symposium, tlf. 60 74 64 75

For kontakt til universitetets talspersoner, kontakt:

·        Anders Hylander, kommunikationsmedarbejder Aarhus Universitet, tlf. 9350 8569

·        Michael Schrøder, pressekonsulent Aarhus BSS, tlf. 87152195

Yderligere information om Aarhus Symposium: http://aarhus-symposium.org/press-materials/

Arrangement, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Uddannelse, Talentudvikling