Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet byder velkommen til 7.139 nye bachelorstuderende

Over 7.000 ansøgere er blevet tilbudt en studieplads på Aarhus Universitet. 83 procent af dem er optaget på en uddannelse, de havde som deres førsteprioritet.

26.07.2019 | Sys Christina Vestergaard

”Vi glæder os til at tage imod de nye studerende, hvor langt den overvejende del af dem er kommet ind på deres drømmestudie. Vi ved, at det giver en stor motivation og et rigtigt godt udgangspunkt for at få et godt studieliv og gode resultater. I det hele taget er det meget dygtige og dedikerede unge, som bliver optaget på universitetet, for adgangskravene er blevet højere”, siger prorektor Berit Eika.

Flere af universitetets nye it-og ingeniøruddannelser er kommet rigtig godt fra start, og også på sprogområdet er der fremgang at spore. Endelig er optaget af medicinstuderende øget, da AU har fået tildelt ekstra studiepladser. Højdespringerne er igen Cognitive Science og Psykologi, der ligger med et adgangskrav på henholdsvis 11,9 og 11,3 i kvote 1. 

Højere adgangskrav

Andelen af uddannelser uden en adgangskvotient er faldet fra 31,5 procent til 13,8 procent på Aarhus Universitet.

Det nye krav om en kvotient på mindst 7,0 og mindst 7,0 i matematik A på en lang række uddannelser på Science and Technology er tydeligvis en medvirkende årsag til, at der i år sker et fald i det samlede antal tilbudte studiepladser på 2 procent – fra 7.314 sidste år til 7.139 i år. 

”Vi har indført adgangskvotient på 7,0 for at styrke kvaliteten og højne gennemførelsen. Værd at bemærke er det, at mange af ansøgerne til de naturvidenskabelige uddannelser har høje gennemsnit”, siger Berit Eika, der glæder sig over, at de fem nye ingeniøruddannelser samt datavidenskab trods adgangskrav har fået en god start med 145 tilbudte studiepladser. 

Søgningen til uddannelserne på Aarhus BSS følger stort set samme mønster som sidste år. Der er en mindre tilbagegang, som hovedsagelig skyldes, at man her har måttet lukke en uddannelse pga. af dimensionering af engelsksprogede uddannelser.

Gymnasiefagene trækker

Der er i år en større interesse for klassiske gymnasiefag som dansk (nordisk), engelsk og historie, hvilket er i tråd med en forventet stigende efterspørgsel på undervisere til gymnasierne, når en stor gruppe af de nuværende lærere går af om fem-seks år. 

”Det er altid interessant at følge de tendenser, som vi ser i de unges søgning til universiteterne, og det glæder mig, at der er interesse for de gymnasierettede fag”, siger Berit Eika og tilføjer:

”I det hele taget er det en stor fornøjelse at være med til at indfri de unges ønsker og drømme for fremtiden – og ikke mindst at mærke den begejstring og nysgerrighed, de nye studerende tilfører universitetet. Mange er også spændte og nervøse, men det skal gode studieintroduktioner hjælpe dem med, så de får en god start på studielivet og ikke mindst en fantastisk periode i deres liv.” 

Fordelingen af tilbudte studiepladser

Arts

Arts har tilbudt studieplads til 2.102 ansøgere. 

Det er en stigning på 10 procent i forhold til sidste år. Der er bl.a. fremgang i interessen for gymnasierettede fag som nordisk sprog og litteratur, engelsk, historie samt for informationsvidenskab, dramaturgi, arkæologi, lingvistik og teologi. 

Aarhus BSS

Aarhus BSS har tilbudt studieplads til 2.412 ansøgere. 

Det er et fald i antallet af tilbudte studiepladser fra sidste år på 7 procent. Det skyldes primært, at Aarhus Universitet har lukket den engelsksprogede uddannelse Marketing and Management Communication.

Health

Health har tilbudt studieplads til 868 ansøgere.

Det er en samlet stigning på 7 procent i forhold til sidste år. Stigningen er særligt et udtryk for, at den tidligere regering i 2018 traf en beslutning om at udvide optaget af medicinstuderende på landsplan for at imødekomme manglen på flere færdiguddannede læger. 

Science and Technology

Science and Technology har tilbudt studieplads til 1.757 ansøgere. 

Fakultetets fem nye ingeniøruddannelser samt datavidenskab kommet godt fra start. Dog er der samlet set et fald i antallet af tilbudte studiepladser på 12 procent. Som noget nyt siden sidste år er der på fakultetets uddannelser indført en adgangskvotient på 7,0 og mindst 7,0 i matematik A. 

  

Antal tilbudte studiepladser 2014-2019

2019: 7.139

2018: 7.314 

2017: 7.300

2016: 7.399

2015: 7.322

2014: 7.226

 

Uddannelser med grænsekvotienter på over 10 i gennemsnit

Cognitive Science: 11,9

Psykologi: 11,3

Medicin: 10,9

Odontologi: 10,9

Antropologi: 10,6

Molekylær medicin: 10,5

Æstetik og kultur: 10,2

Medievidenskab: 10,1

 

Ledige pladser

Til de ansøgere, som har fået afslag, er der stadig muligheder for at søge ind på en uddannelse på Aarhus Universitet i år. Her er en oversigt over ledige pladser

Der er ansøgningsfrist til ledige pladser den 4. august. 

Hvis der herefter er ledige pladser, vil der igen være mulighed for at søge ind på de pågældende uddannelser. Læs mere her under ”afslag”

På en række diplomingeniøruddannelser er der vinteroptag med studiestart i januar eller februar 2020, og dem kan man også søge om optagelse frem til 1. november. 

Kontakt studievejledningen

Uddannelse, Alle grupper, Aarhus Universitet, Administration (Faglighed), Alle AU-enheder, Administrativt