Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet får Danmarks første professor i familiesygepleje

Når et barn bliver født for tidligt, eller én i familien bliver syg, rammes hele familien, og den nye livssituation påvirker livskvaliteten dels for det individuelle familiemedlem og dels for familien som enhed. Ny professor Anne Brødsgaard vil gøre det lettere for familien at håndtere hospitalsindlæggelse og den nye hverdag bagefter.

18.08.2021 | Sabina Bjerre Hansen

Professoratet giver Anne Brødsgaard mulighed for at forene empirisk forskning, metodologiske spørgsmål og teoriudvikling, der kan højne kvaliteten af både undervisning, pleje og behandling. Foto: Jesper Rud Jager, Amager og Hvidovre Hospital.

Professoratet giver Anne Brødsgaard mulighed for at forene empirisk forskning, metodologiske spørgsmål og teoriudvikling, der kan højne kvaliteten af både undervisning, pleje og behandling. Foto: Jesper Rud Jager, Amager og Hvidovre Hospital.

Indlagte børn og familier, deres relation, forløb, oplevelser og liv. Det er omdrejningspunktet for Institut for Folkesundheds nye professor, som er ekspert i familiefokuseret sundhed og pleje.

Anne Brødsgaard udvikler og afprøver nye pleje- og behandlingsmodeller, der skal optimere hospitalsindlæggelsen, kontakten mellem familien og det sundhedsfaglige personale, og overgangen til primærsektoren. Målet er at forene familien i eget hjem hurtigst muligt, så den kan vende tilbage til et nyt normalt hverdagsliv.

Det er ikke alene de familier, som Anne Brødsgaard arbejder for, der får gavn af den forskning, den nyudnævnte professor bedriver i samarbejde med klinisk praksis. Indsatsen medvirker samtidig til at frigive ressourcer til andre pleje- og behandlingskrævende børn og deres familier, og det har positiv betydning for folkesundheden og for samfundsøkonomien.

Anne Brødsgaard er tilknyttet Institut for Folkesundhed og varetager sideløbende sin nuværende stilling på Amager og Hvidovre Hospital. Hun tiltrådte professoratet den 1. juli 2021.

Kontakt

Professor, sygeplejerske og ph.d. Anne Brødsgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og
Amager og Hvidovre Hospital, Børne- og Ungeafdelingen og Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling
Mobil: 38 62 31 29
Mail: abm@ph.au.dk

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder