Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet hovedarrangør af europæisk konference om klimatilpasning

Den 12.-14. maj samles forskere, politikere, erhvervsfolk og beslutningstagere til en europæisk konference om klimatilpasning i København, der forventes at tiltrække 1.000 deltagere fra hele Europa. Aarhus Universitet står i spidsen for den lokale organisationskomité.

30.04.2015 | Camilla Schrøder

På den europæiske konference om klimatilpasning i København diskuterer forskere, beslutningstagere og erhvervsfolk fra hele Europa, hvordan vi bedst tilpasser os de klimaforandringer, der uundgåeligt sker.

På den europæiske konference om klimatilpasning i København diskuterer forskere, beslutningstagere og erhvervsfolk fra hele Europa, hvordan vi bedst tilpasser os de klimaforandringer, der uundgåeligt sker.

Klimaforandringerne er i fuld gang, og vi er nået dertil, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at diskutere, hvad man kan gøre for at nedsætte udledningen af de drivhusgasser, der bærer skylden for den menneskeskabte globale opvarmning.

Når forskere, beslutningstagere og erhvervsfolk mødes i Bella Center i maj til en europæisk konference om klimatilpasning er det derfor for at diskutere løsninger på, hvordan vi kan tilpasse os de forandringer, der uundgåeligt sker. Konferencen hedder ECCA 2015 (European Climate Change Adaptation), og det er Hans Sanderson, seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet, der er formand for arrangementskomitéen.

"På ECCA 2015 tager vi fat i mange aspekter af klimatilpasning, men det særlige ved konferencen er, at vi også inviterer erhvervslivet med og diskuterer de forretningsmæssige muligheder. Vi kommer i særlig grad til at kigge på den praktiske implementering af løsninger og udveksle erfaringer om best practice på tværs af Europas grænser", siger Hans Sanderson.

Forskning fra Aarhus Universitet er også repræsenteret på konferencen, bl.a. inden for klimatilpasning i landbruget, blandt husejere og i relation til den offentlige sundhed.

De overordnede temaer på programmet omfatter:

  • Klimatilpasning i byer
  • Klimatilpasning i forbindelse med oversvømmelser
  • Klimaændringer og den offentlige sundhed
  • Tilpasning til ekstreme klimahændelser
  • Økonomi og politik i forbindelse med klimatilpasning

Deltagere fra hele Europa er med på konferencen, herunder Danmarks miljøminister Kirsten Brosbøl, direktør Kurt Vandenberghe og Claus Kondrup fra den Europæiske Kommission, EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, professor Frans Berkhout, direktør for den globale forskningsplatform Future Earth, professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohrs Institut og professor Hans Bruyninckx fra European Environment Agency.

Den Europæiske Klimatilpasningskonference – ECCA 2015

Finder sted 12.-14. maj 2015 i Bella Center, København. Konferencen er et fælles initiativ hos tre forskningsprojekter finansieret gennem EU Kommissionens 7. rammeprogram, nemlig BASE, RAMSES og ToPDAd, og foretages i samarbejde med den Europæiske Kommission. Under temaet “Integrating climate adaptation action in science, policy, practice and business” giver ECCA en unik platform til diskussion af den seneste viden inden for klimatilpasning og relevansen af den viden for politik, erhverv og samfund. Se mere på www.ecca2015.eu eller twitter: @ECCA2015 / #ECCA2015

Forskning, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet