OL-guldvinder Anne-Marie Rindom, prisvindende iværksætter Emma Hostrup og OL-forhindringsløber Anna Emilie Møller er blandt de studerende, der torsdag d. 28. oktober bliver hyldet på universitetet for deres særlige resultater som enten elitesportsudøvere eller iværksættere. Samtidig er AU blevet fremhævet som et af de bedste miljøer i Europa for elitesportsudøvere, der vil have en uddannelse på højeste niveau.
28.10.2021 |
I det forgangne år har en lang række AU-studerende markeret sig ved at vinde medaljer som elitesportsudøvere eller priser som iværksættere. Fælles for disse studerende er, at de alle er en del af universitetets Dual Career-program, der giver dem plads til at kaste sig ud i en karriere indenfor iværksætteri eller elitesport ved siden af studierne.
Torsdag d. 28. oktober er de Dual Career-studerende, der i det forgange har vundet medaljer eller priser - eller er blevet færdige med deres uddannelse, inviteret til den årlige hyldest af deres præstationer. Arrangementet foregår i Stakladen på Aarhus Universitet, hvor prorektor Berit Eika deltager.
”Det glæder mig at se, at vi på Aarhus Universitet har et stigende antal studerende med dobbelte karrierer. I løbet af det seneste år har vores Dual Career-studerende både høstet medaljer og vundet priser. Andre er kommet i mål med deres speciale – som en krone på værket. Hver og én er de eksempler på at præstere noget særligt. Det vil vi naturligvis gerne være med til at hylde,” siger Berit Eika.
En af de studerende, der bliver hyldet ved arrangementet torsdag, er sejlsports-ikonet Anne-Marie Rindom, der vandt guld ved OL i Tokyo i sommer – og som læser en kandidat i idrætsvidenskab på Aarhus Universitet.
”Muligheden for at studere og samtidig dyrke elitesport har betydet rigtig meget for mig. Det er et privilegium, at jeg kan dyrke min sport og samtidig tage en uddannelse på Aarhus Universitet,” siger Anne Marie Rindom.
Emma Hostrup har sammen med Simon Rossen og Ditte Højland, der begge er alumner fra AU, den prisvindende start-up virksomhed, Textile Change. Hun fortæller, hvad Dual Career-programmet har betydet:
”Dual Career-programmet har gjort det muligt for mig at udleve to drømme samtidig – nemlig at tage en uddannelse og blive iværksætter. Uden programmet ville det ikke have været muligt at gøre begge dele samtidig,” siger Emma Hostrup, der læser på civilingeniøruddannelsen, Kemi og bioteknologi.
AU er ”europamester” i at uddanne elitesportsfolk
Lige nu er 300 elitesportsudøvere i gang med en lang videregående uddannelse på AU – og tallet vokser hvert år. Samtidig fylder de studerende topatleter godt i det danske medaljelandskab.
I et europæisk forskningsprojekt fra 2020 bliver Aarhus Universitet fremhævet som et af de bedste miljøer i Europa for elitesportsudøvere, der også vil have en uddannelse på højeste niveau.
Løberen Anna Emilie Møller, der oprindeligt er fra Sjælland, er en af de atleter, der bl.a. valgte Aarhus Universitet på grund af Dual Career mulighederne.
”Jeg skulle finde et sted, hvor jeg kan kombinere min sport med mit studie, og jeg ved, at Aarhus Universitet er gode til at give eliteatleter fleksible vilkår samtidig med, at byen har gode træningsfaciliteter,” udtalte hun sidste år til Team Danmark.
Om AU’s Dual Career-program: