Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet og Business Region Aarhus indgår nyt stærkt samarbejde

Aarhus Universitet og Business Region Aarhus har netop indgået en ny samarbejdsaftale. Formålet er at skabe optimale betingelser for vækst og udvikling i business regionen – blandt andet ved at rekruttere flere internationale forskere til universitetet. Her skal ægtefællerne i centrum.

02.12.2016 | Anders Hylander

Aarhus Universitet lagde i oktober lokale til Business Region Aarhus Østjyske Topmøde. Nu er der indgået en stærk samarbejdsaftale mellem de to. Foto: Christian Sloth Olesen, Business Region Aarhus

Udvikling, vækst og uddannelse på internationalt niveau er i fokus i den nye samarbejdsaftale mellem Aarhus Universitet og Business Region Aarhus.

Aftalen hviler på to grundsten. Dels samarbejde om forskningsprojekter, der skaber ny viden om regional vækst og udvikling. Dels målrettede indsatser, der skal tiltrække og fastholde udenlandske forskere til universitetet.

”Der er lagt op til et givende samarbejde for begge parter. Vi har en fælles interesse i at tiltrække og fastholde talenter samt få mere viden om business regioners betydning for vækst. Vores samarbejdsaftale indeholder konkrete initiativer, der kan igangsættes med det samme”, siger formand for Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft.

Vejen går gennem ægtefællerne

Som et af verdens 100 bedste universiteter er det afgørende for Aarhus Universitet fortsat at tiltrække kvalificerede forskere og undervisere, som kan bidrage til det høje internationale niveau. For udenlandske forskere har det typisk stor betydning, at en medrejsende partner eller ægtefælle hurtigt bliver integreret i lokalsamfundet.

”Vi oplever i dag, at en stor del af forskere afbryder deres forskerophold, fordi ægtefællen ikke får job og netværk. Vi har brug for at kunne tiltrække og fastholde de allerbedste forskere fra hele verden til Aarhus, og derfor skal vi sammen med Business Region Aarhus nu arbejde for at forbedre karrieremulighederne for forskernes ægtefæller”, siger rektor ved Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen.

En nylig undersøgelse fra tænketanken DEA om netop rekruttering og fastholdelse af internationale forskertalenter underbygger, at udfordringen med at finde jobs til ægtefæller er helt central. Ifølge de adspurgte i undersøgelsen er udenlandske forskere ofte påpasselige med at acceptere jobtilbud på danske universiteter, hvis ikke der er udsigt til job til ægtefællen. Undersøgelsen viser ligeledes, at det ofte er mangel på jobtilbud til ægtefællen, der får udenlandske forskere til at forlade deres job. Identitet, netværk, sprog og selvstændighed er derfor nøgleord for at gøre det attraktivt for ægtefæller og partnere at følge med til Aarhus.

I den nye aftale vil Aarhus Universitet og Business Region Aarhus samarbejde om at finde relevante jobmuligheder af 6 til 12 måneders varighed til cirka 30 stillinger årligt til medrejsende ægtefæller og partnere.

En stærkere business region

For samarbejdsaftalens forskningsprojekt er målet – igennem ph.d. forskningsprojekter på universitetet – at identificere de bedste betingelser for regional vækst og udvikling både for de enkelte virksomheder og for hele business regionen.

”Vi håber, at vi med forskningsprojektet kan blive klogere på, hvordan vi styrker Østjylland; både inden for erhverv, økonomi og politikudvikling. Der er masser af inspiration at hente fra udlandet, hvor business regioner har drevet det vidt med stærke samarbejder mellem virksomheder, organisationer, politikere og andre interessenter, og det skal vi selvfølgelig lære så meget af som muligt”, fastslår Claus Wistoft.

På nuværende tidspunkt er der to ph.d. projekter i støbeskeen, og forslaget til rammesætning er udarbejdet i samarbejde med Founding Director for Metro Dynamics, Mike Emmerich, som har været med til at skabe grundlaget for en af de stærkeste business regioner i Europa, Greater Manchester.

Kontaktoplysninger: 

  • Borgmester Claus Wistoft, formand for Business Region Aarhus tlf. 2016 5414
  • Pressechef Anders Correll, Aarhus Universitet, tlf. 2899 2235, ac@au.dk
  • Sekretariatschef Jane Baad Jensen, Business Region Aarhus, tlf. 2372 1014, jjaba@aarhus.dk  
Administration (Faglighed), Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Forskning, Politik og strategi, Administrativt, Samarbejde