Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet retter op på fejl på sidefagsnormering

En fejl på Aarhus Universitet (AU) betyder, at en række af de kandidater, som siden 2008 har taget hovedfag og sidefag på forskellige fakulteter, kan mangle 30 ekstra ECTS-point.

19.11.2018 | Thomas Sørensen

”Det er en fejl, som vi stærkt beklager. Vi er i gang med at få overblik over, hvor mange af dimittenderne, der rent faktisk bliver berørt af det her. Og så vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe dem videre.” 

Sådan siger vicedirektør for AU Uddannelse, Kristian Thorn, om den fejl, der betyder, at kandidater som har taget sidefag på tværs af fakultetsgrænserne kan mangle 30 ECTS med sidefag. De manglende point er nødvendige for, at berørte dimittender formelt set kan godkendes til at tage pædagogikum som gymnasielærere. 

Ved en gennemgang af en lignende sag fra Aalborg Universitet (AAU) tidligere på året, blev det fastslået af ministeriet, at dimittenderne har en korrekt kandidatuddannelse.

 ”Det er vigtigt at understrege, at alle dimittenders kandidatbeviser er gyldige. Og hvis man allerede har taget sit pædagogikum, eller hvis man ikke regner med at skulle være gymnasielærer, så har denne fejl ingen betydning. Men hvis man har fået et brev fra os, og endnu ikke har taget et pædagogikum, så vil jeg opfordre til, at man tager kontakt hurtigst muligt, så vi i tæt dialog kan lægge en fleksibel plan for, hvordan de berørte dimittender tager de sidste 30 point,” siger Kristian Thorn. 

Hvordan er fejlen sket?

En normal kandidatuddannelse består af 120 ECTS-point, men hvis man har taget sit centralfag og sit sidefag på to forskellige fakulteter, skal man i mange tilfælde have en såkaldt rammeudvidelse på 30 ECTS-point ekstra til sidefaget, hvis uddannelsen skal give undervisningskompetence i gymnasieskolen. 

Siden 2008 har cirka 560 kandidater fået den korrekte rammeudvidelse, men fejlen betyder, at en andel af de kontaktede 211 dimittender kan mangle udvidelsen. Hvor mange af disse kandidater der reelt er kommet i klemme er dog uvist, bl.a. fordi en del allerede har gennemført pædagogikum, og derved ikke har et problem.  

”Historisk har der været flere undtagelser, hvor bestemte fagkombinationer ikke udløste kravet om de ekstra ECTS-point. Der har været tilfælde, hvor vi var af den opfattelse, at en rammeudvidelse ikke var nødvendig, men der er ingen tvivl om, at det er en fejl i forhold til de gældende regler. Det beklager vi dybt,” siger Kristian Thorn og fortsætter: 

”Vi har kontaktet alle de berørte og er lige nu ved at kortlægge problemets omfang. Samtidig sætter vi alle sejl til for at hjælpe de dimittender, der henvender sig til os, så vi kan tilrettelægge et fleksibelt program med f.eks. weekendkurser, fjernundervisning, onlineforløb og lignende.” 

På baggrund af sagerne på AU og tidligere AAU har uddannelsesminister Tommy Ahlers nu iværksat en tilbundsgående undersøgelse på alle landets universiteter.

”Jeg har bedt mit ministerium om at kontakte alle de universiteter, der uddanner gymnasielærere, så vi kan afklare, at der ikke er flere problemer,” udtaler uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) til Ritzau.

For yderligere information kontakt:

  • Kristian Thorn, vicedirektør for AU Uddannelse, kthorn@au.dk eller 30698692
  • Anders Correll, pressechef på AU, ac@au.dk eller 28992235
Administrativt, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Uddannelse, Ekstern målgruppe