Aarhus Universitet er for første gang rykket op i top 100 på den netop offentliggjorte Times Higher Education World University Rankings, siden den blev etableret i 2010.
21.09.2016 |
Aarhus Universitet er nu placeret som nummer 98 på den internationale rangliste Times Higher Education (THE) World University Rankings. THE skriver, at Aarhus Universitet nu har indtaget førstepladsen i Danmark.
På den seneste liste var Aarhus Universitet nummer 106 i verden, og siden 2010 er universitetet hovedsageligt gået frem.
Som noget nyt har THE i år for første gang inkluderet forskning formidlet i bøger i deres citationsopgørelse ud over forskningsartikler. Da en stor del af forskningen inden for humaniora formidles i bøger, betyder denne ændring, at en større del af forskningen på Aarhus Universitet nu tælles med i opgørelsen. Årets fremgang skyldes blandt andet også, at Aarhus Universitet har uddannet flere ph.d.er.
THE-ranglisten er bare en af mange internationale ranglister. Den udmærker sig ved at måle både på forskning, undervisning og videnoverførsel. Typisk bevæger universiteterne sig lidt frem og tilbage på listerne – det gælder også Aarhus Universitet. Blandt mere end 17.000 universiteter på verdensplan er Aarhus Universitet dog hovedsageligt gået frem og er i dag i top 100 på en række indflydelsesrige ranglister sammen med flere andre danske universiteter.
De internationale ranglister har blandt andet en betydning i den internationale kamp om at tiltrække og engagere de bedste studerende, forskere og samarbejdspartnere.
FAKTA om Aarhus Universitets placering på Times Higher Education World University Rankings 2010-2016
2010: 167
2011: 125
2012: 116
2013: 138
2014: 153
2015: 106
2016: 98