Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet sætter uddannelse og forskning på Folkemødets program

Uddannelse, velfærdsteknologi og fødevarer er blandt temaerne for Aarhus Universitets deltagelse på dette års Folkemøde på Bornholm, der starter på torsdag den 11. juni 2015.

11.06.2015 | Rikke Skovgaard Lindhard

Stemningsbillede fra en af debatterne på AURORA under Folkemødet i 2014. Foto: Peter Bondo Christensen, AU

Aarhus Universitet vil blandt andet bruge årets Folkemøde til at diskutere og udfordre Danmarks ambitioner og muligheder på uddannelsesområdet. Særligt kvaliteten i det danske uddannelsessystem bliver diskuteret med repræsentanter fra både grundskolen, gymnasieskolen og universiteterne. Et andet aktuelt debatemne, som universitetet tager op på Folkemødet, er velfærdsteknologi - og hvad forandringen betyder på godt og ondt.

”Med ca. 20.000 gæster dagligt i 2014 er Folkemødet blevet en oplagt platform for at formidle nogle af Aarhus Universitets synspunkter og forskningsaktiviteter, overfor både almindelige danskere, faglige organisationer, medier og de politiske beslutningstagere. Som et universitet, der gerne vil dialogen og samarbejdet med omverdenen, er det derfor kun naturligt, at AU er repræsenteret ved Folkemødet,” siger rektor Brian Bech Nielsen.

Det faglige program er blandt andet udviklet i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, Aarhus Kommune og Folkeuniversitetet og samtlige aktiviteter vil ligesom sidste år foregå på forskningsskibet AURORA.

I løbet af Folkemødets fire dage vil skibets dæk være ramme for faglige udstillinger af havets liv, fremtidens velfærdsteknologi og sensoriske fødevarer. Umiddelbart efter Folkemødet drager AURORA ud på et nyt forskningstogt i Østersøen.

AU-forskere blandt Folkemødets deltagere

Flere AU-forskere deltager i en lang række eksterne events i løbet af de fire dage, Folkemødet varer, om alt lige fra sundhed, læring, fødevarer, demokrati, økonomi, udkantsdanmark og ophavsret.

”Folkemødet er en oplagt mulighed for mange danskere til at komme i øjenhøjde med, hvad samfundsrelevant forskning egentlig er. Derfor glæder mig, at AU er synlig og får mulighed for at vise, hvad forskning kan,” siger Brian Bech Nielsen.

Hvis du er tilstede på Bornholm fredag aften, vil AU være vært for en uformel sammenkomst for medarbejdere fra Aarhus Universitet, som deltager i Folkemødet i både faglige og private sammenhænge.

Har du spørgsmål til AU's deltagelse, er du velkommen til at skrive til rsl@au.dk

Arrangement, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Universitetsledelsens Stab, Politik og strategi