Et nyt regionalt knudepunkt for danske topatleter kan være i støbeskeen, og Aarhus Universitet er med, når startskuddet lyder ved en workshop fredag.
24.11.2016 |
Hvis Aarhus skal huse et regionalt elitesportscenter, hvordan skal det så se ud for at hjælpe de bedste danske idrætsfolk på vej mod endnu bedre resultater i fremtiden?
Det er ét af de spørgsmål, der skal besvares, når Aarhus Universitet sammen med Aarhus Kommune og Team Danmark byder en række midtjyske kommuner, idrætsklubber og uddannelsessteder op til en dans på visioner.
”Aarhus Universitet er blandt dem, som har størst erfaring med at gennemføre uddannelsesforløb for topidrætsfolk i kraft af vores dual career-koncept. Så det er helt oplagt for os at bidrage til projektet her for at sikre, at det kan understøtte udøvernes uddannelsesmæssige såvel som deres sportslige ambitioner”, siger prorektor for uddannelse, Berit Eika.
Opgørelser viser, at knap 40 procent af de danske deltagere ved de Olympiske Lege i Rio de Janeiro var i gang med en uddannelse ved siden af deres sportsgren. Heriblandt medaljevinderne Sara Slott Petersen og Anne-Marie Rindom, der begge studerer idræt på Aarhus Universitet.
”Mange topidrætsfolk vil gerne kunne forberede sig på en fremtid uden for sportens verden, og selvom de bruger rigtig mange timer på træning og konkurrence, så kan vi se, at man med de rigtige rammer kan gøre det muligt for dem at tage en universitetsuddannelse samtidig”, siger Berit Eika.
Det er dog ikke kun Aarhus Universitets erfaring med uddannelse, der kan spille ind i arbejdet med det nye center. Også universitetets forskning kan bidrage i arbejdet med atleterne.
”Det kunne være inden for f.eks. fysisk træning, mentaltræning og kost, hvor forskerne kan byde ind med deres viden. For nogen vil det måske også være muligt at bruge samarbejdet med atleterne i forskningsøjemed”, fortæller Berit Eika, der understreger, at det regionale elitesportscenter stadig er i en tidlig fase, men at fredagens workshop kan vise sig at blive et vigtigt første skridt i et styrket regionalt samarbejde.
Det regionale center er tænkt i tilknytning til Team Danmark og Danmarks Idrætsforbunds kommende nationale elitesportscenter, som blev annonceret tidligere i år.
Læs nyhed: AU er danmarksmester i at tiltrække elitesportsudøvende studerende