Siden årsskiftet har Aarhus Universitet som opfølgning på forskningsfrihedsundersøgelsen fra 2018 arbejdet på tiltag, som giver universitetets forskere udvidede muligheder for at søge råd og vejledning om forskningsfrihed.
10.09.2019 |
De akademiske råd på Aarhus Universitet har gennem det første halvår af 2019 været drivkraft for en intern proces, der har haft til formål at følge op på forskningsfrihedsundersøgelsen fra december 2018. Resultatet af processen er en opdateret og udvidet politik for ansvarlig forskningspraksis, som nu også dækker pres på forskningsfriheden.
Derudover er den eksisterende organisering omkring forskningsintegritet og ansvarlig forskningspraksis blevet skærpet. Praksisudvalg og rådgivergruppe har fået ændret og udvidet deres roller, så de også kan bistå og agere i sager, hvor forskere oplever pres på forskningsfriheden.
Enhver forsker kan nu søge fortrolig og anonym vejledning om forskningsfrihed ved ledelsesuafhængige rådgivere. Derudover kan alle medarbejdere selv indbringe sager om pres på forskningsfriheden for Praksisudvalget.
”Det glæder mig, at vi nu efter en grundig proces på universitetet kan implementere tiltag, der styrker vores værn om forskningsfriheden på universitetet”, siger rektor Brian Bech Nielsen.
Rektor tog initiativ til forskningsfrihedsundersøgelsen i 2018 på Aarhus Universitet, og den viste, at der var forskere på universitetet, som oplevede pres i forhold til at ændre, tilbageholde eller undlade at publicere forskningsresultater. Selv om de udgjorde et mindretal, var det stadig for mange, understregede Brian Bech Nielsen ved offentliggørelsen af undersøgelsen.
Både politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis og regelsæt for Praksisudvalg og rådgivere bygger på den danske kodeks for integritet i forskning, som Aarhus Universitet implementerede i 2014 sammen med de øvrige danske universiteter.
”Vi har valgt at supplere de eksisterende nationale retningslinjer med en udvidet mulighed for at få fortrolig og objektiv sparring om forskningsfrihed på Aarhus Universitet. Derudover kan man som medarbejder ligeledes anmode Praksisudvalget om at tage en sag om pres på forskningsfrihed op til behandling,” forklarer Brian Bech Nielsen og tilføjer:
”Jeg kan ikke understrege nok, at forskningsintegritet er fuldstændig afgørende for vores troværdighed og virke som universitet,” siger Brian Bech Nielsen.
Dekaner, institutledere og centerledere vil lokalt iværksætte tiltag, der sikrer, at alle medarbejdere bliver gjort bekendt med universitetets retningslinjer, regelsæt og politikker på feltet, samt medarbejdernes ansvar i forbindelse hermed.