Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Administrationscenter Health indtager Katrinebjerg

I juni 2013 starter første fase af en flytterokade i administrationen på Health. Det betyder, at en række medarbejdere fra Økonomi, HR og Forskning og Talent på Health flytter ind i nyistandsatte lokaler på Katrinebjergvej hen over sommeren.

28.05.2013 | Sabina Bjerre Hansen

Dele af Administrationscenter Health flytter i den kommende tid til Katrinebjerg på grund af pladsmangel i Universitetsparken.

Dele af Administrationscenter Health flytter i den kommende tid til Katrinebjerg på grund af pladsmangel i Universitetsparken.

På grund af Institut for Biomedicins store byggeprojekt flytter tre af de administrative enheder i Administrationscenter Health i nye lokaler.

Allerede den 1. juni 2013 rykker AU Økonomi på Health ud af lokalerne på Tandlægeskolen og ind på Katrinebjergvej 89F (fase 1). I løbet af juli 2013 følger HR og Forskning og Talent med til Katrinebjergvej (fase 2). I alt får cirka 90 medarbejdere ny kontorplads i de kommende måneder.

”Med flytningen rykker de administrative medarbejdere fysisk længere væk fra forskere og undervisere. Men det er ikke nødvendigvis et problem,” siger HR-chef på Health Birgit Honoré.

Oplagt mulighed for øget samarbejde

”Vi ser frem til vores fremtidige bofællesskab med vores vigtige samarbejdspartnere i Økonomi og Forskning og Talent og forventer, at det kan bidrage til, at administrationscentret kan levere bedre og mere sammenhængende ydelser til hovedområdets institutter, skole og enheder. Samtidig håber vi, at netop institutter, skole og enheder vil stille skriveborde til rådighed for os, så vi kan komme på besøg og lægge både hele og halve arbejdsdage ude hos kollegerne i det omfang, det er relevant,” fortæller Birgit Honoré.

Den holdning bakker økonomichef på Health Inger Rønde Jeppesen op om.

”Vi er bevidste om, at den fysiske afstand til de kolleger, vi servicerer, kan være en udfordring. Men medarbejderne i Økonomi på Health, og nok især forretningscontrollerne, er allerede velintegrerede ude i miljøerne. Og ved at udvise fleksibilitet begge veje tror jeg ikke, at flytningen får de store konsekvenser. Tværtimod er det en fordel, at vi i administrationscentret fremover kan tænke mere i hele løsninger til brugerne, netop ved at arbejde sammen på tværs,” siger Inger Rønde Jeppesen, som sammen med sine medarbejdere flytter ind på 2. sal på den nye adresse.

Fase 2 af flytningen i Administrationscenter Health sættes i gang i løbet af juli 2013, hvor HR og Forskning og Talent rykker ind på etagen under Økonomi.

Omrokeringer på Tandlægeskolen

På Tandlægeskolen flytter medarbejdere fra SKT, IT og Studier ind i de lokaler, som Økonomi fraflytter. De interne flytninger på Tandlægeskolen sker i perioden fra juni-august 2013.

”Jeg synes, vi har fundet nogle gode løsninger på et akut pladsproblem. Lederne fra de involverede enheder har været inddraget under hele processen, og de har udvist stor velvilje og fleksibilitet. Så jeg forventer, at flytningen af de administrative medarbejdere både internt på Tandlægeskolen og i de nye lokaler på Katrinebjergvej foregår uproblematisk,” fortæller administrationschef Steen Harrit Jakobsen.

De øvrige enheder i Administrationscenter Health bliver ikke berørt af flytningen.

Health, Health, Administrativt, Forskningsårsstuderende, Ph.d.-studerende, Studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Forbehandler, Institutsekretær, Udvekslingsstuderende