Der kom flere konkrete anbefalinger på bordet, da Healths rådgivende panel var på virtuelt besøg. Fire emner var på den fælles dagsorden: Internationalisering af uddannelserne, ekstern funding, rekruttering og ligestilling. Men institutterne fik også en håndfuld råd med på vejen.
24.11.2020 |
Da Healths internationale panel af rådgivere i forrige uge tjekkede ind på fakultetet, skete det helt i overensstemmelse med tidens dominerende mødestil - på Zoom.
Fra syv europæiske lande sad medlemmer af Advisory Board klar til at give inspiration og gode råd om de strategiske indsatsområder, som fylder mest på fakultetet lige nu.
Et vigtigt indsatsområde er internationalisering af uddannelserne. Et af fakultetets erklærede mål er ti nye summer schools i 2021 og tilbud om mobilitetsstipendier og sabbaticals til undervisere.
I sine anbefalinger pegede panelet bl.a. på incitamenter for undervisere, så der følger ikke bare penge, men også prestige med et udlandsophold, tilbud om flere kurser og forløb på engelsk og muligheden for at invitere udvekslingsstuderende ind på dele af uddannelserne.
Men der var samtidig en erkendelse af, at sproget er en udfordring for udveksling, da store sprogområder som tysk og fransk næsten udelukkende underviser på egne sprog. I panelet var der derfor enighed om, at valgfag og summer schools på kandidatniveau er de mest nærliggende steder at etablere et fælles, internationalt studiemiljø.
Der var også bred tilslutning til ideen om fælles udvekslingsprogrammer for undervisere, fx i form af halvårlige sabbaticals eller kortere besøg på nogle uger, hvor undervisere inden for specifikke fagområder får mulighed for at møde og inspirere hinanden. Men det er samtidig vigtigt, at udlandsaktiviteter giver merit og er karrierefremmende, lød budskabet.
Fakultetet har de seneste år haft særligt fokus på ekstern funding. Advisory Board gav input til EU-ansøgninger, hvor rådet lød, at det er afgørende at have professionel forskningsstøtte og dyrke både akademiske og industrielle partnerskaber i god tid.
Nye normer for rekruttering har været på fakultetets dagsorden gennem længere tid, og udfordringen ved at rekruttere udenlandske medarbejdere er bl.a., at det er et krav i forbindelse med ansættelser i klinikken, at man skal kunne begå sig på dansk. Advisory Board opfordrede til også at have fokus på interne karrieremuligheder.
En løsning kunne være at ansætte folk til udelukkende at undervise, som også er en udbredt praksis i Storbritannien, mente flere i panelet.
Endelig var ligestilling på programmet. Blandt forslagene til at fremme ligestilling var at sætte fokus på antallet af karriereår frem for alder. Men det var også en pointe, at ledelsen skal være meget tydelig i at formulere forventninger, både til den enkelte og til den arbejdspladskultur, man ønsker. Det kan fx handle om ikke at fokusere blindt på resultater, men også på hvordan man skaber resultaterne i et samspil med kolleger og bidrager til universitetets udvikling, også kaldet 'academic citizenship".
Institut for Biomedicin
Institut for Klinisk Medicin
Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS)
Institut for Folkesundhed
Institut for Retsmedicin
Der skal nu følges op – både i fakultetsledelsen og lokalt på institutterne – på anbefalingerne fra Advisory Board. På fakultetets årlige strategidag den 10. december vil anbefalingerne indgå i drøftelserne af nye initiativer under fakultetets indsatsområder.
Se medlemmerne af Healths Advisory Board