Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AIAS fellowships kan nu søges af internationale forskere

Det er nu, du skal prikke til din udenlandske forskerkollega, hvis hun eller han skal søge et AIAS-COFUND Fellowship. Deadline den 15. januar 2021.

16.11.2020 | Henriette Stevnhøj

Der er rift om de populære fellowships på AIAS. Nu åbner ansøgningsperioden, som løber til 15. januar 2021. Foto: Melissa Bach Yildirim

Op til 15 AIAS-COFUND II Marie Skłodowska-Curie Fellowships er ledige på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS), og AU-forskere opfordres til at aktivere deres internationale netværk for at gøre opmærksom på muligheden i Aarhus.

Et AIAS-COFUND Fellowship kan søges af de mest talentfulde junior- og seniorforskere fra hele verden, som har minimum to års forskningserfaring efter en afsluttet ph.d.-grad. Ansøgere kan frit vælge deres forskningsprojekt inden for alle akademiske discipliner.

Selv om COVID-19-restriktioner aktuelt spænder ben for rejseplaner, håber direktør i AIAS, Søren Rud Keiding, at verden ser anderledes lys, imødekommende og coronafri ud til efteråret 2021, når de kommende fellows begynder på AIAS.

”Lige nu sker alt i en corona-kontekst, og i oktober modtog vi fellows, som begyndte med 14 dages karantæne. Vi kan sagtens håndtere restriktioner, og jeg forventer ikke, at coronavirus lægger en dæmper på interessen for at søge de meget populære fellowships. Men jeg håber da, at vi er sluppet ud af coronavirussens greb til næste år og kan se frem til et venligt 2021. Det vil gøre alt lettere”, siger Søren Rud Keiding.

Fellowship-programmet, som er samfinansieret af Aarhus Universitets Forskningsfond og EU’s H2020-program, er åbent for alle nationaliteter. Ansøgere må ikke have opholdt sig i Danmark i de seneste tre år op til ansøgningsfristen i mere end max. 12 måneder.

Ansøgningsfrist er 15. januar 2021 kl. 12.00. 

Se hele opslaget her

Om AIAS

AIAS – Aarhus Institute of Advanced Studies – arbejder for at fremme forskning af højeste kvalitet inden for alle fagdiscipliner og udvælger sine fellows alene efter deres kvalifikationer i åben konkurrence og efter omfattende ekstern bedømmelse. 


Kontakt

Progamme Manager Helle Villekold
helle@aias.au.dk 

Tlf: +45 87 15 35 58

Direktør Søren Rud Keiding
keiding@aias.au.dk

Tlf: +45 28 99 20 61

Aarhus Institute of Advanced Studies, AIAS 
Høegh-Guldbergs Gade 6B
DK-8000 Aarhus C
Danmark
www.aias.au.dk

Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Administration (Faglighed)