Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Arbejdet med den interne problemanalyse er nu i gang

AU’s ekspertgruppe er i fuld gang med problemanalysen. Alle er velkomne til at komme med input.

11.04.2014 | Ekspertgruppen

Den interne problemanalyse skal identificere omfanget og graden af de problemfelter, der kan være relateret til den administrative og ledelsesmæssige understøttelse af universitetet samt den organisatoriske og ledelsesmæssige indretning af hovedområderne. Analysens formål er dermed at skabe et beslutningsgrundlag for, at universitetsledelsen kan træffe beslutning om ændringer på det administrative og organisatoriske område. Ekspertgruppen er nedsat af universitetsledelsen med henblik på at gennemføre den interne problemanalyse som opfølgning på den faglige udviklingsproces.

Analysen vil omhandle tre centrale temaer, nemlig den administrative understøttelse, medarbejder- og studenterinddragelse samt nærværende ledelse, og ekspertgruppen vil inddrage relevante medarbejdere og organer i analysearbejdet.

Metode

Ekspertgruppen vil således i de kommende måneder gennemføre en række fokusgruppeinterviews med hhv. ledere, medarbejdere og studerende for at få input til at identificere de væsentligste problemstillinger. Endvidere planlægges en spørgeskemaundersøgelse blandt alle medarbejdere og studerende samt besøg på udvalgte institutter ved AU.

Se kommisoriet for arbejdet

Kom med input

Ekspertgruppen lægger vægt på en åben proces omkring evalueringen, og alle er derfor velkomne til at komme med synspunkter og input. Ekspertgruppen kan kontaktes via ekspertgruppen@au.dk.

Analysearbejdet er forbundet med tavshedspligt vedrørende personfølsomme oplysninger, og ekspertgruppen understreger, at udsagn og synspunkter, der fremsættes på møder med ekspertgruppen alene tjener som inspiration og baggrundsinformation for ekspertgruppens arbejde, og at der ikke eksplicit vil refereres til enkeltpersoners udsagn i ekspertgruppens rapport.

Rapport klar 1. juni

Når ekspertgruppen 1. juni er klar med sin rapport, får analysepanelet mulighed for at kommentere den, inden den sendes videre til universitetsledelsen og bestyrelsen. Universitetsledelsen udarbejder herefter et forslag til ændringer, som sendes i høring på universitetet.

Ekspertgruppens medlemmer

  • Professor Torben M. Andersen (formand)
  • Professor Jens Blom-Hansen
  • Professor Andreas Roepstorff
  • Professor Lotte Bøgh Andersen
  • Administrationschef Steen Harrit Jakobsen

 

Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Videnskabelig medarbejder