Arnold Boon fortsætter 3 år mere i stillingen som universitetsdirektør. Arnold Boon har været universitetsdirektør siden januar 2016, og forlængelsen gælder fra 1. januar 2022 og 3 år frem. Forlængelsen er godkendt af Aarhus Universitets bestyrelse på baggrund af en indstilling fra rektor Brian Bech Nielsen.
30.09.2021 |
”Arnold Boon står i spidsen for AU’s administration, der er kendetegnet ved et højt kompetenceniveau og en professionel måde at arbejde på. Gennem de seneste 4 år har han været bannerfører for én sammenhængende administration, hvor udvikling sker gennem et tæt samarbejde mellem videnskabelige og administrative medarbejdere. Han har sat rammerne for, at vi har flyttet os – og stadig flytter os – i den retning”, siger han.
Samtidig fremhæver Brian Bech Nielsen, at Arnold Boon har skubbet på flere vigtige dagsordener.
”Han har bidraget til at flytte digitalisering højt op på universitetets dagsorden, og så har han været primus motor i arbejdet med at udforme en ambitiøs klimastrategi for universitetet. Det glæder mig, at bestyrelsen har godkendt forlængelsen af universitetsdirektøren, så vi nu kan fortsætte på det gode spor, Arnold Boon har lagt. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at fortsætte det gode samarbejde”, siger Brian Bech Nielsen.