Store dele af Arts’ aktiviteter skal samles på Katrinebjerg, hvor en ny bygning opføres til formålet. Nat og Tech overtager arealerne fra Arts på Kasernen, som vil indgå i den fremtidige udvikling af ingeniørområdet. Sådan lyder de langsigtede planer for udviklingen af campus.
01.07.2020 |
Styregruppen for Campus 2.0 har nu slået søm i planen om en større flytterokade. Institut for Kommunikation og Kulturs aktiviteter på Kasernen på Langelandsgade flytter til Katrinebjerg – begge dele i Aarhus. Her opføres en helt ny bygning, som skal samle instituttets aktiviteter fra Kasernen med de øvrige Arts-aktiviteter, der i forvejen ligger på Katrinebjerg.
Nat og Tech overtager kasernearealet, som skal bygges om til formålet og bliver et centralt element i udviklingen af ingeniøraktiviteterne.
Universitetsdirektør Arnold Boon, som er med i styregruppen for Campus 2.0, glæder sig over beslutningen.
”Med rokaden skaber vi basis for større sammenhængskraft i fagmiljøerne. Samtidig kan vi nu arbejde målrettet med at udvikle lokationerne med topmoderne faciliteter, der passer til fagområdernes forskellige behov i forhold til forskning og undervisning”, siger Arnold Boon og fortæller, at flytterokaden sandsynligvis kan realiseres om godt fem år.
Når Institut for Kommunikation og Kultur til den tid flytter aktiviteterne fra Kasernen og ind i en helt ny bygning på Katrinebjerg, flytter de sammen med Medievidenskab og Journalistik samt Digitalt Design og Informationsvidenskab, som allerede i dag holder til på Katrinebjerg. Samtidig kommer store dele af Arts tættere på det tekniske og naturvidenskabelige miljø, der fortsat skal bo og blomstre på Katrinebjerg. Dekan på Arts, Johnny Laursen ser et stort potentiale i flytningen.
”Det bliver vemodigt om nogle år at skulle sige farvel til Kasernen, som har været en god ramme for de æstetiske fag. Samtidig glæder jeg mig over, at vi nu får mulighed for at samle mange af vores aktiviteter i en ny, tidssvarende bygning på Katrinebjerg indrettet efter fagenes behov for fx værksteder, teater og musik”, siger han og fortsætter:
”De nye rammer vil også styrke muligheden for det interdisciplinære samarbejde med Nat og Tech, som bl.a. rummer store muligheder for de digitale teknologier. Vi glæder os desuden meget til naboskabet med DMJX. At vi samler og styrker en række aktiviteter oppe på ”bjerget”, betyder naturligvis ikke, at de tætte bånd til de andre dele af Institut for Kommunikation og Kultur og Arts svækkes. Tværtimod. Det bliver en god løsning for det samlede AU og en god og spændende fremtid for Arts og for instituttet.”
Med overtagelsen af Kasernen får Nat og Tech mulighed for at samle en række ingeniøraktiviteter i området, samtidig med at ingeniøraktiviteterne også udvides på Katrinebjerg. Der vil ske betydelige ombygninger og tilpasninger i de eksisterende bygninger for at understøtte udviklingen af hele ingeniørområdet. Dekan på Technical Sciences, Eskild Holm Nielsen ser frem til at tage kasernearealerne i brug.
”Kasernearealet har i en årrække indgået i udviklingstankerne for Nat og Tech-området som et centralt element i vores fremadrettede samling og videreudvikling af ingeniørområdet og ”det grønne Tech i Aarhus”. Med overtagelsen af Kasernen får vi nu mulighed for at realisere denne plan”, siger Eskild Holm Nielsen.
Flytninger, nybyggerier og ombygninger på Katrinebjerg og Kasernen bliver alle gennemført i dialog med de berørte institutter og afdelinger på Arts samt Nat og Tech, som vil blive inddraget i den kommende planlægning for at sikre de bedst mulige fysiske rammer for både medarbejdere og studerende.