Bestyrelsen vedtog den 13. december Aarhus Universitets budget for 2020-2023. Med det omstridte omprioriteringsbidrag på uddannelsesindtægterne endeligt ude af billedet ser den økonomiske fremtid på AU samlet set bedre ud – med luft til at fortsætte de strategiske satsninger. De næste par år vil økonomien dog være presset på dele af universitetet grundet de foregående års besparelser og nogle steder lavere studenteroptag end forventet. Udfordringerne imødegås ved at fællesskabet træder til med en håndsrækning.
13.12.2019 |
Økonomien på Aarhus Universitet i den kommende budgetperiode ser samlet set fornuftig ud – ikke mindst med bortfaldet af de årlige to-procents omprioriteringsbidrag på uddannelsestilskuddene, som har presset sektoren siden 2016. Hertil kommer fastholdelsen af taxameterløftet på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser i den netop vedtagne finanslov. Endelig er universitetet succesfuldt i sit hjemtag af eksterne midler, hvilket skaber forventning om en pæn stigning i forbruget af disse fra 2018 til 2023. Den forventede vækst i forbruget af eksterne tilskud vil medføre en stigning i det faglige aktivitetsniveau.
”Efter mange års besparelser er finansloven for 2020 et vendepunkt for de videregående uddannelser. Finanslovspartierne understreger, at stærke universiteter spiller en afgørende rolle i udviklingen af vores samfund. Med de positive takter i finansloven oveni et solidt økonomisk fundament på Aarhus Universitet bevarer vi de høje ambitioner. Vi fastholder også planer om fortsat at investere, så vi kan få universitetets strategi for 2020-2025 ud og leve,” siger bestyrelsesformand Connie Hedegaard.
Aarhus Universitet budgetterer i 2020-2023 med planlagte underskud. Universitetets egenkapital ligger pt. på ca. 13 pct. af omsætningen, men målsætningen er, at tallet bringes ned på 10 pct. i løbet af budgetperioden. Det er bl.a. denne investering af egenkapitalen, som giver mulighed for at fortsætte AU’s strategiske satsninger på digitalisering, ingeniør-, business- og erhvervsområdet, fastholdelse af et stærkt Arts, Campus 2.0 samt nye initiativer. Det kan i den sammenhæng nævnes, at Aarhus Universitets nye klimastrategi forventes vedtaget endeligt i foråret 2020.
Et andet område, der også får særligt fokus i budgetperioden, er erhvervssatsningen, der har som mål at sikre universitetets dimittender attraktive jobs og bidrage til mere innovation via et styrket samarbejdet med private virksomheder og offentlige institutioner. Hertil kommer et forstærket fokus på iværksætteri.
De senere års besparelser på uddannelserne er heldigvis stoppet med den seneste finanslov, men konsekvenserne er stadig mærkbare, sådan at økonomien på dele af universitetet er presset. Hertil kommer et lavere studenteroptag end forventet i 2020 på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser samt udgifter i forbindelse med delingen af Science and Technology i to nye fakulteter. Bestyrelsen har efter indstilling fra universitetsledelsen besluttet, at man som universitet løser denne udfordring sammen, hvilket der er tradition for på Aarhus Universitet. Det betyder, at Science and Technology i hvert af årene 2020 og 2021 støttes med 19 mio. kr, hvoraf fakultetet betaler halvdelen tilbage i 2022.
”Aarhus Universitet er et samlet universitet. Det gælder både i medgang og i modgang. Derfor er jeg meget glad for, at en samlet universitetsledelse har bakket op om, at vi solidarisk yder den støtte, som er nødvendig, for at håndtere de udfordringer, vi imødeser i de kommende år. Samarbejde på tværs af fakulteter og institutter er afgørende, for at vi kan levere løsninger til samfundet, og derfor gavner det hele universitetet, at vi har fire – snart fem – stærke og samarbejdende fakulteter,” siger Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet.