Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU er en værdifuld nabo for Google

It-verdenens eksperter vil gerne arbejde i nærheden af blomstrende studie- og forskningsmiljøer.

12.09.2013

Det betyder meget for dedikerede eksperter, at der er et stærkt studiemiljø i den by, de vælger at slå sig ned i. På det felt har Aarhus Universitet et meget godt navn ude i verden, siger softwareudvikler og tech lead manager hos Google, Kasper Verdich Lund.

En af verdens mest betydningsfulde it-virksomheder, Google, har helt bevidst valgt at placere en udviklingsafdeling klos op ad Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet:
Kasper Verdich Lund åbner døren til Googles Aarhusafdeling iført strømpesokker, der matcher virksomhedens farverige logo. De glade Googlefarver går igen i kontorernes interiør og især i det stribede tapet. Den afslappede og ungdommelige atmosfære understreges også af den racercykel, der holder parkeret op ad tapetet, og af garderobens dominerende indhold af løbesko og sportstøj.
»Vi løber en tur tre gange om ugen,« siger Kasper Verdich Lund, der er softwareudvikler og efter lidt pres også afslører titlen tech lead manager. Han har sammen med kollegaen Lars Bak været med til at opbygge afdelingen i Aarhus, men interesserer sig ikke for titler.
»Der er kort vej fra top til bund i Google – vi interesserer os mere for, hvad folk laver, end hvilke titler de har,« siger han.

Hver anden ansat er udklækket på Aarhus Universitet

Google har i dag omkring 20 ansatte i afdelingen i Aarhus, der siden åbningen i 2006 har haft som speciale at arbejde med udviklingen af browseren Google Chrome. De ansatte har vidt forskellige nationaliteter, men mere end halvdelen af dem har – ligesom Kasper Verdich Lund selv – et særlig godt kendskab til Aarhus. De har nemlig studeret ovre på den anden side af gaden – på Institut for Datalogi.
»Det var helt naturligt at placere Googles afdeling lige over for instituttet. Det gør det muligt for os at rekruttere nye medarbejdere med de rette kvalifikationer. En del af den grundlæggende forskning i udvikling af programmeringssprog, som vi anvender i Google Chrome, stammer fra instituttet med blandt andre professor Ole Lehrmann Madsen som en af drivkræfterne,« forklarer Kasper Verdich Lund.
Googles afdeling i Aarhus ligger ligesom 80 andre primært it-relaterede virksomheder i INCUBA Science Park i Åbogade i det nordlige Aarhus. Formålet med parken er at støtte virksomheders innovation og vækst på et vidensgrundlag, og her er det værdifuldt, at man blot skal smutte over gaden for at få kontakt til nogle af landets dygtigste forskere og studerende.
»Vi kender underviserne på den anden side af gaden, og de henviser studerende til os, hvis der er et interessefællesskab,« forklarer Kasper Verdich Lund.

Når der tændes et lys

Googlefolkene leverer også værdifuld viden den anden vej. »Vi har undervist i hele forløb på anden del af datalogistudiet. Det kræver naturligvis en del forberedelse at skulle forberede 15 forelæsninger per semester, men til gengæld sikrer vi os, at de studerende får kendskab til de teknikker, som vi arbejder med. Det er helt fantastisk at se en eller flere studerende lyse op under en forelæsning, og man kan fornemme, at de siger til sig selv: Det skal jeg hjem og arbejde videre med,« siger Kasper Verdich Lund.
Ud over at give de studerende indsigt i, hvordan en af verdens førende it-virksomheder arbejder, får han også selv udbytte af at skulle forklare sig foran et fyldt auditorium.
»Jeg får mine egne erfaringer sat i system, når jeg skal formidle dem i en undervisningsmæssig sammenhæng,« siger Kasper Verdich Lund.
Ifølge ham er studiemiljøet omkring Institut for Datalogi så velrenommeret i verden, at det smitter af på Googles muligheder for at rekruttere dygtige medarbejdere over hele kloden til den – i Googlesammenhæng – lille udviklingsafdeling i Aarhus.
»Det betyder meget for dedikerede eksperter, at der er et stærkt studiemiljø i den by, de vælger at slå sig ned i. På det felt har Aarhus Universitet et meget godt navn ude i verden,« siger han.

Offentligheden/Pressen, Alle AU-enheder