Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-forskere får 20 mio. kr. til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger

Borgerne skal tage ansvar for egne sundhedsdata. Det er tanken bag et tværfagligt projekt, som Carsten Obel fra Institut for Folkesundhed sammen med Kaj Grønbæk fra Datalogisk Institut står bag. Projektet får 20 mio. kr. fra Innovationsfonden.

24.09.2018 | Sabina Bjerre Hansen

Carsten Obel (t.v.), professor på Institut for Folkesundhed, er sammen med Kaj Grønbæk, professor og institutleder på Datalogisk Institut, initiativtagere til det tværfaglige projekt HealthD360. Foto: Mellissa Bach Kirkeby Yildirim.

Carsten Obel (t.v.), professor på Institut for Folkesundhed, er sammen med Kaj Grønbæk, professor og institutleder på Datalogisk Institut, initiativtagere til det tværfaglige projekt HealthD360. Foto: Mellissa Bach Kirkeby Yildirim.

Dyr medicin, et stigende antal ældre og flere kronikere er nogle af de sundhedsudfordringer, der kræver, at forebyggelse og behandling i fremtiden skal tænkes anderledes. Og det gør de to forskere fra Aarhus Universitet med projektet HealthD360, der skal skabe bedre sundhed ved at samle danskernes data fra det offentlige sundhedssystem og koble dem med data fra deres smartphones og kropsbårne medicinske apparater.

Formålet med projektet er at udvikle nye modeller for effektive, personlige og sammenhængende patientforløb. Det sker bl.a. ved at etablere en ny data- og samarbejdsinfrastruktur, der kan samle og analysere forskellige typer af data. En infrastruktur, der understøtter en sikker håndtering af sundhedsdata og giver patienterne mulighed for at dele data med sundhedssystemet.

I første omgang omfatter projektet to pilotområder i udvalgte kommuner; mental sundhed og overvægt blandt børn og unge samt sårbehandling og sundhed hos ældre.

Projektet omfatter både private og offentlige aktører og er et partnerskab mellem Aarhus Universitet, Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, Bispebjerg Hospital, Regionshospitalet Randers, Cambio, Novax, Opus Consult, Kite Invent, Sundhed.dk, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP), Danske Patienter samt Aarhus, Favrskov, Odder og Ringkøbing-Skjern kommuner.

Kontakt

Professor Carsten Obel
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 29 42 84 05
Mail: co@ph.au.dk

Professor og institutleder Kaj Grønbæk
Aarhus Universitet, Datalogisk Institut
Mobil: 21 49 56 34
Mail: kgronbak@cs.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Institut for Folkesundhed, Health, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder