Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-forskning i biomarkører bliver anerkendt

Professor og overlæge Holger Jon Møller har modtaget Eldjarn Prisen på 100.000 kr. Prisen får han for sin forskning i markører ved betændelsessygdomme.

23.10.2014 | Malene Løvig Nielsen

I år 2012 skrev Holger Jon Møller en artikel om makrofager og biomarkører ved betændelsessygdomme, og både artiklen og forskningen bag belønner den norske Eldjarn Fond nu for dets høje kvalitet.

I år 2012 skrev Holger Jon Møller en artikel om makrofager og biomarkører ved betændelsessygdomme, og både artiklen og forskningen bag belønner den norske Eldjarn Fond nu for dets høje kvalitet.

Hvordan kan vi forbedre diagnostik og behandling ved betændelsessygdomme som ledegigt og kronisk leversygdom? Det undersøger professor Holger Jon Møller gennem sin forskning i biomarkører. Og for den forskning har den norske Eldjarn Fond nu hædret professoren. I år 2012 skrev han nemlig en artikel til magasinet The Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation om makrofager og biomarkører ved betændelsessygdomme, og både artiklen og forskningen bag belønner Eldjarn Fonden nu for dets høje kvalitet. Med prisen følger 100.000 kr.

”Jeg er meget taknemmelig. Prisen er en stor anerkendelse af den forskning, der foregår på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital,” siger Holger Jon Møller.

Forsker i betændelsessygdomme

Holger Jon Møller forsker i biomarkører i blodet, der stammer fra specielle immunceller kaldet makrofager.

”Makrofagerne er en meget spændende celletype, som forskere nu har vist spiller en afgørende rolle ved betændelsessygdomme som f.eks. ledegigt, leversygdom og diabetes. Ved kræftsygdomme får makrofager også tumorer til at vokse,” siger Holger Jon Møller.

Makrofager udskiller proteiner i blodet, og gennem simple blodprøver kan Holger Jon Møller måle biomarkører som disse proteiner. Det gør det muligt at diagnosticere og følge sygdomme, hvor makrofager er involveret.

”Forskningen i makrofager er i dag vigtig for patienter med betændelsessygdomme. Nu kan sygdommen følges gennem biomarkører, og i fremtiden vil de samme patienter få gavn af målrettet terapi mod makrofagerne,” fortæller Holger Jon Møller.

I år havde Eldjarn Fonden udvalgt 20 artikler på basis af, hvor mange gange de havde været citeret i andre tidsskrifter de sidste fem år. I anden runde blev tre af artiklerne nomineret til at deltage i en foredragskonkurrence ved den Nordiske Kongres i Klinisk Biokemi i Gøteborg i september, og her løb Holger Jon Møller med 1. pladsen.  

Du kan læse mere om artiklen, som Holger Jon Møller blev belønnet for, her.

Yderligere oplysninger

Professor og overlæge Holger Jon Møller
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Biokemisk Afdeling
Direkte telefon: 7846 3450
Mobil: 3120 2201
holgmoel@rm.dk
holger.jon.moller@clin.au.dk

Navnenyt, Forskning, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Videnskabelig medarbejder, Health