Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU inviterer til debat om sundhedsvidenskab i Væksthusene

For anden sæson i træk arrangerer Aarhus Universitet i samarbejde med Lundbeckfonden og Folkeuniversitetet en række offentlige debatskabende foredrag om viden og forskning.

16.09.2014 | Helle Horskjær Hansen

I år er der fem Lundbeckfond Lectures på programmet og tre Science caféer, hvor de to af dem foregår i Væksthusene. ’Science Caféer ligger i weekenden i dagtimerne, Lundbeckfond Lectuers ligger om aftenen på hverdage.

I år er der fem Lundbeckfond Lectures på programmet og tre Science caféer, hvor de to af dem foregår i Væksthusene. ’Science Caféer ligger i weekenden i dagtimerne, Lundbeckfond Lectuers ligger om aftenen på hverdage.

Forskning skal formidles. Også til den brede offentlighed. Derfor slår Aarhus Universitet dørene op for en stribe foredrag, som sætter spot på sundhedsvidenskab. Som noget nyt byder programmet blandt andet på tre arrangementer i weekenden, hvor sundhedsvidenskabelige forskere dykker ned i temaer om modermælk, motion og om, hvad generne betyder for vores personlighed.

De to første arrangementer foregår i de nyrenoverede Væksthuse i Botanisk Have (d. 27/9 og 5/10), og det sidste arrangement (d. 7/12) bliver afholdt i auditorium E på Matematisk Institut. Det koster 50 kroner at deltage.

Lørdag den 27.9.2014 er temaet amning, og her vil vinder af ph.d.-cuppen, Eva Greibe fra Institut for Klinisk Medicin, fortælle om sin forskning, der handler om vitaminer i modermælk og om, om fuld amning er det bedste for den lille ny. Jordemoder og debattør Karen West vil med udgangspunkt i sin mangeårige erfaring med nybagte forældre debattere amningens gode og dårlige sider.

Søndag den 5.10.2014 er der motion på programmet. Her vil professor i medicinsk fysiologi, Ole Bækgaard Nielsen fra Institut for Biomedicin, måle kroppens iltning, og vise, hvordan følelsen af anstrengelse ikke nødvendigvis har noget med mangel på ilt eller energi at gøre. Efter foredrag og eksperimenter er der, for dem der vil, lagt op til en let løbetur guidet af motionskonsulent Henrik Mikkelsen.

Søndag den 7.12.2014 byder science caféen på både film og forskerdebat. I filmen Genetic Me, undersøger videnskabsjournalist Lone Frank, hvordan udbredelsen af 'personlig genetik' vil påvirke vores forståelse af den menneskelige natur og dermed ændre synet på os selv som mennesker. Filmen undersøger, hvordan vores gener former hjernen og sindet og derigennem vores personlighed. Efter filmen diskuterer Lone Frank perspektiverne med hjerneforsker, antropolog og professor, Andreas Roepstorff, Institut for Kultur og Samfund.

 

 

Arrangement, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder