Per Kallestrup har modtaget en bevilling til at fortsætte sit arbejde i Rwanda, hvor han i samarbejde med University of Rwanda forsker i at styrke den primære sundhedstjeneste i landet.
27.09.2016 |
Han er speciallæge i almen medicin og leder af GloHAU (Center for Global Health at AU), og nu har Per Kallestrup modtaget en bevilling fra Karen Elise Jensens Fond på 2,6 millioner kroner til at styrke sit arbejde i Rwanda.
Per Kallestrup arbejder, i samarbejde med University of Rwanda, på at forbedre den primære sundhedstjeneste i Rwanda inden for pleje af diabetes, supervision af sundhedspersonale og kommunikation mellem patient og sundhedsprofessionel.
”Konkret gør bevillingen det muligt at etablere ”The Karen Elise Jensen Lectureship in Primary Care”. Det er det første lektorat indenfor primær sundhedstjenesteforskning ved University of Rwanda. Her kan den rwandiske såkaldte ’twin-ph.d.’ fortsætte med at forske og undervise i feltet også efter afslutningen af sin afhandling. Dette er især vigtigt for at sikre vidensdeling og bæredygtighed af vores indsats,” siger Per Kallestrup.
Bevillingen er vigtig for at videreføre samarbejdet mellem GloHAU og University of Rwanda. Foruden lektoratet starter endnu et sæt ’ph.d.-tvillinger’ op, som består af en kandidat fra nord og en fra syd.
De arbejder sammen på et stort projekt og opnår derfor synergi i samarbejdet samtidig med, at de begge afslutter deres individuelle ph.d. og de kan nu fortsætte deres arbejde med at udvikle og afprøve innovative modeller, der leverer sundhedsydelser til den lokale befolkning,” fortæller han
Lektor, ph.d. Per Kallestrup
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Direkte telefon: +4587168552
Mobil: 20926528
Mail: per.kallestrup@ph.au.dk