Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU Motion skal fraflytte lokaler på Katrinebjerg

Fra årsskiftet går arbejdet i gang med at indrette Katrinebjerg til ingeniørerne. AU Motion skal derfor finde nye lokaler til deres aktiviteter.

11.05.2021 | Camilla Schrøder

I forbindelse med den fysiske udvikling af campus i Aarhus samler universitetet sine ingeniøraktiviteter inden for it, mekanik og elektronik på Katrinebjerg.

AU Motion låner i dag AU’s lokaler på Katrinebjergvej 89B til at drive motionscenter og holdaktiviteter. Lokalerne har en beskaffenhed og en rummelighed, som gør dem velegnede til den teknologi og de maskiner, som ingeniørerne har brug for, hvor bl.a. loftshøjde og rummelighed er væsentligt. Det betyder desværre, at AU ikke længere kan udlåne lokalerne til AU Motion.

Arbejder på at finde andre løsninger

Arbejdet med at indrette Katrinebjerg til ingeniøraktiviteter begynder i januar 2022. På nuværende tidspunkt råder AU ikke umiddelbart over andre egnede ledige lokaler, hvor AU Motion kan samle sine aktiviteter, og som lever op til behovene for bl.a. motionshold og omklædningsfaciliteter.

Universitetsdirektør Arnold Boon er i dialog med bestyrelsen i AU Motion om at finde alternative løsninger.

”Universitetets medarbejdere skal have gode vilkår for at dyrke motion tæt på campus, og jeg håber, at vi i samarbejde med AU Motion kan finde andre løsninger, så medarbejdere fortsat kan have nem adgang til at motionere sammen med kolleger”, siger Arnold Boon.

Når det er afklaret, hvor og hvordan AU Motion kan fortsætte sine aktiviteter i fremtiden, vil medlemmerne af foreningen få direkte besked. Aktiviteterne i motionscenteret på Katrinebjergvej fortsætter året ud.

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet