Jørgen Aagaard er netop blevet ansat på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital som adjungeret professor. Han skal styrke forskningen inden for psykiske sygdomme.
05.05.2014 |
Et bedre og et længere liv til sindslidende. Det er målet for Jørgen Aagaards forskning. Han har de sidste mange år forsket i at udvikle og indføre mere evidens i behandlingen af psykisk syge. De erfaringer skal han nu gøre brug af på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, hvor han er blevet tilknyttet som adjungeret professor.
For at forbedre behandlingen af sindslidende er det, ifølge Jørgen Aagaard, vigtigt at etablere tværfaglige og tværsektorielle forskerteams, der er internationalt forankret. Et arbejde, han er en del af, samtidig med, at han også er professor, overlæge og dr. med. på Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien, Aalborg Universitet.
”Jeg ser en stor styrke i, at jeg har et ben i hver lejr, for det vil helt sikkert styrke det forskningsmæssige og undervisningsmæssige samarbejde mellem Aarhus og Aalborg,” siger Jørgen Aagaard.
Jørgen Aagaard har blandt andet forsket i sammenhænge mellem psykosociale og biologiske risikofaktorer for debut og forværring af somatiske og psykiske sygdomme, evaluering af distriktspsykiatri, landsdækkende psykiatrisk kvalitetssikringsdatabase, opsøgende psykoseteams og de sværest psykisk syge.
Professor, overlæge, dr.med. Jørgen Aagaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling M
Direkte telefon: 9764 3674
joaa@rn.dk