Alma Becic Pedersen skal forsvare sin doktordisputats i klinisk epidemiologi på AU og AUH. Hun forsker i kirurgisk epidemiologi ved at identificere faktorer, som har indflydelse på prognosen af patienter, som har gennemgået en total hoftealloplastikoperation.
16.08.2016 |
Alma Becic Pedersen bliver tildelt den medicinske doktorgrad i klinisk epidemiologi ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, når hun fredag d. 19 august forsvarer sin doktordisputats. Hun forsker i forekomsten af en bred vifte af komplikationer der kan opstå efter en total hoftealloplastikoperation.
Formålet med forskningen er at identificere en række patient- og operationsrelaterede faktorer, der har indflydelse på komplikationer efter operationen på både kort og lang sigt, komplikationer som reoperation, blodpropper i hjerte, hjerne og blodåre, infektion, blødning og død.
”Forskningen skal forbedre vores forståelse af det fulde kliniske forløb for patienter, som har gennemgået en total hoftealloplastikoperation og dermed forbedre kvaliteten af behandlingen. Det skal give patienterne mulighed for at træffe de rigtige valg i forhold til deres egen behandling,” siger hun.
Desuden vil forskningen kunne anvendes af andre forsker, klinikere og fagpersoner, der ønsker at yde den bedste behandling til den individuelle patient.
Alma Becic Pedersen er uddannet cand. med. fra Zagreb Universitet i 1995, cand. med. fra Aarhus Universitet i 1997 og ph.d. fra Aarhus Universitet i 2006. Hun har siden 2013 været klinisk lektor på Klinisk Epidemiologisk afdeling, Aarhus Universitet.
Forsvaret finder sted den 19. august 2016, kl. 14.00 i Auditorium 424, Institut for Biomedicin, bygning 1231, Wilh. Meyers Allé, Universitetsparken.
Dr.med., ph.d., klinisk lektor og afdelingslæge, Alma Becic Pedersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologi Afdeling
Direkte telefon: 8716 8208
Mail: abp@clin.au.dk