King's College London har netop udnævnt professor emeritus og tandlæge Mogens Kilian fra Aarhus Universitet til æresdoktor. Han hædres for sin forskning inden for mikrobiologi.
08.07.2019 |
Det er anden gang, at Mogens Kilian bliver hædret med et udenlandsk æresdoktorat. Første gang var ved universitetet i Malmö. Denne gang er det King's College London, der hædrer den 75-årige forsker.
"Det er utroligt dejligt at blive anerkendt for min mangeårige forskningsindsats. Selvom jeg er i min karrieres efterår, betyder det stadig noget at blive anerkendt af kolleger” siger Mogens Kilian.
Han er uddannet tandlæge, men blev allerede under studiet fanget af mikrobiologien. Efter at have uddannet sig i klinisk mikrobiologi, forsvaret sin doktordisputats i 1976 og gennemført to års studier i USA blev han professor i oral biologi ved Tandlægeskolen i Aarhus.
Ti år senere blev Mogens Kilian professor i medicinsk mikrobiologi ved Aarhus Universitet, hvor han, indtil han formelt gik på pension, havde ansvaret for medicinsk bakteriologisk forskning, samtidig med, at han også underviste de lægestuderende.
”Mogens Kilian er en af verdens mest anerkendte forskere inden for mikrobiologi. Han har spillet en afgørende rolle for vores forståelse af især bakteriel populationsgenetik,” lyder det blandt andet i begrundelsen for det nye æresdoktorat.
Mogens Kilians udviklede tidligt i sin forskningskarriere en metode, der kan påvise colibakterier. Metoden bliver brugt overalt i verden til at udrede urinvejsinfektioner og til at undersøge kvaliteten af drikke- og badevand.
Professor emeritus Mogens Kilian
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mail: kilian@biomed.au.dk