Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU styrker den uafhængige retshjælp til studerende

Aarhus Universitet bidrager nu til at styrke den uafhængige retshjælp inden for især uddannelsesområdet.

04.05.2018 | Camilla Schrøder

I praksis styrkes Studenterrådets Retshjælp både gennem markant større synlighed blandt de studerende og ved at tilbyde alle retshjælpere et kompetenceløft inden for det uddannelsesjuridiske felt.

Retshjælpen har igennem mere end 20 år gjort en stor forskel som uvildig instans, der yder gratis, uforpligtende og personlig juridisk rådgivning til alle inden for en lang række retsområder.

En lille del af de omkring 600 sager, der hvert år ruller ind hos Retshjælpen, vedrører uddannelsesjuridiske problemstillinger. AU vil nu bidrage til, at styrke den uafhængige rådgivning på området.

Det betyder, at studerende fremadrettet i endnu højere grad vil have adgang til uvildig rådgivning i sager om eksempelvis chikane, mobning, vold og diskrimination, klage- og dispensationssager samt sager, hvor de studerende oplever at være fanget i en juridisk gråzone.

I praksis styrkes Studenterrådets Retshjælp både gennem markant større synlighed blandt de studerende og ved at tilbyde alle retshjælpere et kompetenceløft inden for det uddannelsesjuridiske felt.

Uddannelses- og Forskningsudvalget er blevet orienteret om indsatsen i forbindelse med et foretræde. Se beskrivelsen.

Den styrkede retshjælp etableres frem mod studiestart i september 2018, og i løbet af den kommende tid vil Studenterrådet udvikle og opdatere Retshjælpens hjemmeside.

 

Fakta om Studenterrådets Retshjælp

  • Retshjælpen er etableret som en del af Studenterrådet ved Aarhus Universitet, men fungerer uafhængigt af såvel Studenterrådet som Aarhus Universitet og er uafhængig af politiske og økonomiske interesser.
  • Retshjælpen yder gratis konkret, juridisk rådgivning og hjælp til at få løst juridiske problemstillinger inden for en lang række retsområder som fx foged- og samværssager, arveret, lejeret og uddannelsesret. Alle kan henvende sig, og den er ikke forbeholdt studerende ved Aarhus Universitet.
  • Retshjælpens rådgivere er jura-studerende, der ved siden af studierne er ansat ved diverse advokatkontorer, private virksomheder eller inden for den offentlige forvaltning. De har mulighed for at trække på eksterne rådgivere, færdiguddannede jurister og advokatfuldmægtige. For at sikre uafhængig behandling er der ingen direkte kontakt med advokater, advokatvirksomheder eller undervisere ved Aarhus Universitet.
  • Retshjælpen modtaget et årligt tilskud fra Civilstyrelsen.
Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab