Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU’s biblioteker bliver en del af Det Kgl. Bibliotek

AU’s biblioteker bliver en del af det nye nationale bibliotek, Det Kgl. Bibliotek. Forskere og studerende vil fortsat have adgang til samme nære service på fakulteterne.

06.04.2017 | Rikke Skovgaard Lindhard

AU's biblioteker vil fortsat være fysisk tilstede med betjeningssteder på hvert fakultet efter overdragelsen til Det Kgl. Bibliotek. Foto: Maria Randima, AU Foto

Efter flere måneders forhandling og høringer på fakulteterne har bestyrelsen på et møde den 5. april 2017  besluttet at overdrage Aarhus Universitets biblioteker til Det Kgl. Bibliotek. Aftalen fastholder serviceniveauet for medarbejdere og studerende, og biblioteket vil fortsat være fysisk til stede med betjeningssteder på hvert fakultet.

Overdragelsen af AU’s biblioteker til Det Kgl. Bibliotek, som ifølge planen skal træde i kraft 1. juli 2017, vil føre til faglige og økonomiske synergier. Samtidig vil universitetets biblioteksbetjening få større andel i den digitale udvikling på biblioteksområdet.

Baggrunden for beslutningen er, at Det Kgl. Bibliotek den 1. januar 2017 fusionerede med Statsbiblioteket, som siden 2012 har leveret biblioteksservice til AU i tæt samarbejde med universitetets biblioteksmedarbejdere. Ved også at overdrage AU’s biblioteksfunktion til Det Kgl. Bibliotek kommer Aarhus Universitet til at indgå i et nationalt samarbejde om biblioteksservicen til universiteterne. 

Høringer viser bred tilslutning til aftalegrundlag

Aftalegrundlaget har været igennem to høringsrunder på fakulteterne i januar og marts 2017. Det har desuden været drøftet med AU’s biblioteksmedarbejdere, studenterrepræsentanter og i samarbejdsudvalg på flere niveauer.

Biblioteksmedarbejdere og fagmiljøer har i den forbindelse udtrykt bekymring for, om det nuværende serviceniveau og nærheden til forskere og studerende kan opretholdes efter en overdragelse. På den baggrund er aftalegrundlaget blevet justeret på tre væsentlige områder: 

  • Nærhed: Den daglige nærhed mellem forskere, studerende og biblioteksmedarbejdere fastholdes som en tydelig forudsætning for en velfungerende biblioteksbetjening
  • Serviceniveau: Med indspil fra fagmiljøer og biblioteksmedarbejdere er der udarbejdet en mere detaljeret beskrivelse af biblioteksydelserne i den såkaldte service level agreement, som medvirker til transparens om og opretholdelse af biblioteksservicen
  • Styring: Aarhus Universitet er sikret afgørende indflydelse på prioriteringer, som vedrører service og kvalitet i de ydelser, som Det Kgl. Bibliotek leverer, blandt andet gennem aftaler om serviceniveau, dialogstrukturer og opfølgning på servicemål

Universitetet har mulighed for at hjemtage biblioteksdriften, såfremt Det Kgl. Bibliotek mod forventning ikke lever op til det ønskede serviceniveau.

I den seneste høring tilsluttede fakulteterne sig en overdragelse på det foreliggende aftalegrundlag. Overdragelsen indebærer, at 85 faste medarbejdere skifter ansættelsessted fra Aarhus Universitet til det nye nationale bibliotek med uændrede ansættelses- og lønvilkår. 

Læs også

Administrativt, Alle grupper, Alle AU-enheder, Enhedsadministration, Politik og strategi