Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU’s forskere får en større akademisk megafon

En ny aftale mellem Aarhus Universitetsforlag og det prestigefyldte forlag ved Johns Hopkins University giver AU’s forskere adgang til et langt større publikum end tidligere.

03.07.2020 | Thomas Sørensen

Foto: Colourbox

De forskere, som udgiver bøger via Aarhus Universitetsforlag, kommer nu i ekstra fint selskab. Forlaget har nemlig indgået en aftale med det såkaldte Project MUSE, som er startet af forlaget ved amerikanske Johns Hopkins University.

Project MUSE er i al sin enkelthed en online database med over 60.000 e-bøger og 700 tidsskrifter fra de stærkeste universitetsforlag i verden; herunder bl.a. forlagene ved Columbia University, Cambridge University og MIT. Og nu bliver databasen udvidet med foreløbig 1.250 e-bøger fra Aarhus.

Indgang til verdensførende forskningsmiljøer

”MUSE er en meget attraktiv platform både for os som forlag og for Aarhus Universitets forskere”, fortæller Karina Bell Ottosen, der er redaktør og ansvarlig for internationalt samarbejde hos Aarhus Universitetsforlag.

”Aftalen betyder, at AU-forskeres publikationer får en fornem placering på de hylder, som forskningsbibliotekarer rundt i verden kigger på, når de skal bestille materiale hjem til deres institution. MUSE bliver især anvendt på mange af de store amerikanske universiteter, så på den måde ser vi det som en rigtig god måde for AU’s forskere at få deres arbejde direkte ud i nogle af verdens stærkeste videnskabelige miljøer”.

Tænkepauser laver dønninger

Deltagelsen i Project MUSE er en del af Aarhus Universitetsforlags overordnede strategi om at styrke sin internationale tilstedeværelse for på den måde at få dansk forskning længere ud i verden. For nylig blev man også indlemmet i Association of University Presses, der er en international forlagsforening med flere end 140 medlemmer.

”Medlemskabet giver os bedre muligheder for at co-publicere med andre forlag og få oversat forskernes tekster og artikler til flere sprog”, forklarer Karina Bell Ottosen, der tilføjer, at Aarhus-forlaget også selv har meget at byde ind med:

”Association of University Presses fortæller, at de er meget inspirerede af vores formater som f.eks. Tænkepauserne. Det ser vi en cadeau til forlaget og særligt de forskere, som udgiver hos os. Samtidig er det et stort boost at vide, at de store udenlandske universitetsforlag giver udtryk for, at de også har noget at lære af os”.

Forskning, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet