I denne uge har AU sat strøm til det nye fælles planlægningssystem. Arts og Tech begynder nu som de første at planlægge i det nye system.
29.04.2020 |
Det nye fælles planlægningssystem er nu fuldt ud implementeret til undervisningsplanlægning, som suppleres med eksamensplanlægning til efteråret 2020. Dermed står det tekniske maskinrum klar, som i fremtiden skal understøtte al planlægning af undervisning og eksamen på Aarhus Universitet.
Universitetsdirektør Arnold Boon kalder det en vigtig milepæl.
”Vi står med et planlægningssystem, som nu kan tages i brug af fakulteterne. Det er ikke en enkel opgave at finde én fælles løsning til hele universitetet, men et stærkt samarbejde mellem fagmiljøer og administration har gjort det muligt at nå den her milepæl”, siger Arnold Boon.
Diplomingeniørerne er de første
Arts og den fælles studieadministration for Nat og Tech er de første til at tage systemet i brug – Nat og Tech i et lidt mindre omfang end først planlagt på grund af Covid-19.
I praksis betyder det, at man på alle diplomingeniøruddannelser og adgangskurser på Tech begynder at planlægge efterårssemesteret 2020 i det nye planlægningssystem. Prodekan for uddannelse Finn Borchsenius, der står i spidsen for projektets lokale styregruppe på Nat og Tech, er tilfreds med udviklingen.
”Som følge af corona har vi været nødt til at begrænse antallet af uddannelser, der skal med på første bølge i udrulningen. Nu får vi til gengæld mulighed for at stifte bekendtskab med det nye system i et mindre omfang og forhåbentlig gøre os nogle gode erfaringer, som kan komme os til gode, når vi i efteråret breder planlægningen i det nye system ud til samtlige uddannelser”, siger Finn Borchsenius.
Et-årig planlægning på Arts
På Arts går man i gang med at planlægge fuldt ud i det nye system, men fordi man på Arts er begyndt at planlægge et år frem i tiden, vil planlægningen i det nye system først slå igennem for forårssemesteret 2021. Prodekan for uddannelse Niels Overgaard Lehman på Arts ser frem til at få systemet i luften.
”Vi går en tid i møde, hvor vi skal lære det nye system at kende. Det bliver ikke nødvendigvis en enkel opgave, og både planlæggere, undervisere og studerende må være forberedte på, at vi skal øve os sammen. Til gengæld kan vi forhåbentlig se frem til personlige skemaer, der leveres i god tid, og som giver den enkelte underviser og studerende bedre mulighed for at planlægge sin tid rundt om undervisningen”, siger Niels Overgaard Lehman.
Både Health og Aarhus BSS følger trop og begynder planmæssigt den praktiske planlægning i det nye system i efteråret 2020.
I praksis vil undervisere og studerende på universitetets diplomingeniøruddannelser være de første og eneste, der får vist skemaet i det nye system til sommer. For alle øvrige undervisere og studerende slår visningen igennem i forbindelse med semesterstart 2021.