Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bakterie kan forbinde tænder og leddegigt hos nogle

Hvis man er genetisk disponeret for leddegigt og lider af alvorlig parodontitis, kan en bestemt bakterie i munden øge risikoen for at udvikle leddegigt. Det viser samarbejde mellem biomedicinsk grundforskning fra Aarhus Universitet og amerikanske forskere.

15.12.2016 | Kirsten Olesen

Vævssnit af parodontitis. Mundslimhinden (M) med migrerende leukocytter (L) ses i tæt kontakt med bakterier i tandbelægninger (B).

Årelang grundforskning i parodontitis (betændelse i tandkød og kæbeknogle) på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet (AU), har været en vigtig forudsætning for et banebrydende forskningsresultat opnået i samarbejde med amerikanske forskere og netop publiceret i det estimerede tidsskrift Science Translational Medicine.

Resultaterne tyder på, at en bakterie ved navn Aggregatibacter actinomycetemcomitans (A.a.), som optræder ved en særlig aggressiv form for parodontitis, har betydning for udvikling af leddegigt (rheumatoid arthritis) – vel at mærke, hvis patienten allerede er genetisk disponeret for sygdommen.

”Men vi kan p.t. ikke sige noget om, hvor stor betydningen er”, siger lektor Jesper Reinholdt, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet.
”Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at man ikke kan slutte ud af vores resultater, at man får leddegigt, hvis man lider af aggressiv parodontitis”.

Gift fra bakterier laver huller i cellerne

Aarhus-forskerne har først og fremmest stået for de videnskabelige resultater, der handler om bakterien A.a.’s evne til at producere en gift (leukotoxin), som fremmer betændelse, og som samtidig laver huller i – og dræber - de celler (leukocytter), der normalt skulle beskytte os mod mikroorganismer. Således står Jesper Reinholdt – sammen med bl.a. lektor Knud Poulsen fra Institut for Biomedicin, AU – bag udviklingen af en metode til fremstilling af leukotoxinet i ren form med henblik på at kunne forstå leukotoxinets molekylære virkningsmekanisme. Leukotoxinets rolle ved alvorlig parodontitis hos unge mennesker er grundigt dokumenteret gennem forskning udført af professor Mogens Kilian (Institut for Biomedicin, AU) og professor Dorte Haubek (Institut for Odontologi og Oral Sundhed, AU).  

Måske betydning for andet end leddegigt

Resultaterne fra Aarhus har fanget opmærksomheden hos bl.a. gigtforskeren Filipe Andrade fra John Hopkins University Medical School i Baltimore, USA.

Sammen med artiklens øvrige forfattere har han – uafhængigt af de danske resultater - forsket i spørgsmålet, om leddegigt kan udløses af en genetisk betinget immunreaktion mod kroppens egne leukocytter forårsaget af skader på leukocytters cellemembran.

Resultaterne fra Aarhus Universitet fik de amerikanske forskere til at undersøge, om effekten af det giftige leukotoxin fra bakterien A.a. på samme måde kunne have betydning. Det er nu bekræftet, dels af undersøgelser på patienter, dels af laboratorieanalyser med oprenset leukotoxin fra Institut for Biomedicin, AU. Populært sagt kan man nu se en sammenhæng mellem betændelsestilstande i henholdsvis tænder og led ved genetisk disposition for leddegigt. Men altså ikke, hvor stor sammenhængen er.

Forfatterne pointerer, at de observerede sygdomsmekanismer måske kan gælde også for andre sygdomme end leddegigt. Ikke kun bakterien A.a., men også andre bakterier der lejlighedsvis koloniserer mennesker, kan nemlig danne leukotoxiner, der kan tænkes at bidrage til udvikling af autoimmunreaktioner.


Bag om resultatet:


For yderligere oplysninger, kontakt:

Lektor Jesper Reinholdt
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Mobil: 3011 8468
jrei@biomed.au



Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Offentligheden/Pressen, Health