Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Banebrydende malariatest skal hjælpe afrikanere

Takket være danske forskere kan afrikanske kvinder måske i fremtiden slippe for dagsrejser til lægeklinikker for at få deres børn testet og behandlet for malaria.

04.09.2013 | Lotte Fisker Jørgensen

Malaria smitter ved, at myggen Anopheles stikker et menneske med malariaparasitter i blodet.

En enkelt dråbe spyt. Det er alt, hvad der er brug for til at fastslå, om en patient lider af malaria eller ej, ifølge en ny metode udviklet af danske forskere. Og der er store forventninger til den simple og effektive metode:

“Hvert år dør 750.000 afrikanske børn af malaria, og endnu flere smittes selvsagt.  Ofte skal kvinderne gå, hvad der svarer til en dagsrejse til en lægeklinik for at få malariadiagnosen stillet. Derfor vil metoden, hvis den som forventet kan udvikles til en hjemmetest, uden tvivl have stor betydning i især afrikanske familier,” siger Eskild Pedersen, klinisk lektor ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital Skejby.

Han understreger, at testen er mindst lige så sikker som en blodprøve. I dag kan malaria i tredjeverdenslande kun diagnosticeres ved hjælp af en blodprøve, der bliver taget og analyseret på lægeklinikker med uddannet personale.

Kan nedbringe dødeligheden

”Hvis diagnosen kan stilles, der hvor familien bor, og uden brug af sundhedspersonale og en blodprøve, der først skal mikroskoperes, vil mange børn blive testet og behandlet på et tidligere tidspunkt i sygdommen,” siger Eskild Petersen.

Metoden kan derfor være et vigtigt skridt på vejen til at nedbringe dødeligheden af malaria og lette hverdagen for mange afrikanske kvinder, der oftest er dem, der søger for at få børnene til lægen.

Han håber også, at et let og hurtigt testredskab vil være med til at forhindre resistens:

“Ved hurtigere at få den rigtige diagnose, håber vi at kunne undgå, at nogle tager unødig malariamedicin. Det er nemlig med til at skabe resistens mod medicinen, så den ikke virker den dag, patienten faktisk har malaria,” siger Eskild Petersen.

Skal nu testes i Ghana

Håbet er, at internationale fonde vil bidrage til udbredelse af testen, som det har været tilfældet med imprægnerede myggenet, der de senere år er blevet et udbredt våben i kampen mod malaria.

Eskild Petersen understreger, at testen også vil kunne bruges i Danmark og andre vestlige lande til hjemvendte turister, der har brug for en hurtig afklaring på, om de er smittet med malaria.

I første omgang er det dog den grundlæggende metode, forskerne har udviklet. Det varer derfor lidt før en egentlig test er klar.  Et biotekselskab med tilknytning til Østjysk Innovation er i øjeblikket i gang med at udvikle metoden. I løbet af efteråret skal metoden afprøves på et hospital i Ghanas hovedstad.

 


Forskere

Metoden er udviklet af et tværfagligt hold forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, bl.a.: 

Også forskere fra fire udenlandske universiteter har deltaget i projektet.


Malaria i tal 

  • 2.000 mennesker, primært børn under fem år, dør hver dag af sygdommen
  • 200 millioner mennesker rammes hvert år
  • 90 procent af dødsfaldene sker i Afrika, primært børn under fem år rammes
  • Siden år 2000 er antallet af dødsfald i Afrika faldet med 33 procent

 Kilde: WHO 


 Læs også

Læs mere om metoden her


 Yderligere oplysninger

Klinisk lektor og overlæge Eskild Petersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q,
Telefon: 2073 3223
joepeter@rm.dk

Health, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin, Sundhed og sygdom