Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Berigende at hjælpe studerende på vej

Som mentorer sætter aktive erhvervsfolk perspektiv på studerendes fremtid. Det er en berigende opgave, som også bygger bro mellem universitet og erhvervsliv, siger to mentorer.

11.09.2015 | Helge Hollesen

Det var lidt af en ahaoplevelse at høre at andre før mig har været usikre på tiden efter studielivet, siger Pernille Plagborg, som fik nyt perspektiv på sin uddannelse efter et mentorforløb. Foto: Anders Trærup, Aarhus Universitet.

I foråret 2014 havde Pernille Plagborg langt fra noget fast billede af, hvordan hendes karriere skulle sættes i gang, når hun på et tidspunkt blev cand.merc. i virksomhedskommunikation. Derfor besluttede hun på det tidspunkt at finde en mentor for at få mere fast grund under en fremtid, der rejste flere spørgsmål, end den gav svar. 

”For mig var det en god måde at få råd om, hvordan man kommer ind i branchen og høre, hvordan andre har fået gang i en karriere,” siger Pernille Plagborg. Og mødet med mentoren Jacob Sønderskov fra konsulentfirmaet Rambøll skulle blive en øjenåbner. 

Frivillig akademiker
”Han gav mig andre perspektiver på mit studium. Jeg lærte at vinkle min profil anderledes og fik blod på at opsøge muligheder, jeg ikke selv havde øje for. Blandt andet kom jeg kom med i universitetets akademikerkorps af frivillige, der løser opgaver for virksomheder og institutioner,” fortæller Pernille Plagborg.

Frem for hele tiden at søge det helt rigtige studiejob fik hun tre job som frivillig blandt andet ved plejecentret Vestervang i Aarhus. Her stod hun for rekrutteringen af andre frivillige og løste kommunikationsopgaver. Det gav nye brikker til hendes CV.

”Og så var det lidt af en ahaoplevelse at høre, at andre har været i samme situation, som jeg stod i,” fastslår Pernille Plagborg, der siden fik en praktikstilling hos Rambøll og nu skriver speciale i samarbejde med virksomheden.

Berigende opgave
Mødet med Pernille Plagborg var Jacob Sønderskovs første opgave som mentor. Og han fortryder ikke, at han sagde ja til den. 

”Det er utrolig berigende at få lov til at følge unge mennesker på et afgørende sted i deres uddannelse og liv i det hele taget og hjælpe dem til at komme videre,” siger Jacob Sønderskov, der er cand.scient.pol., og nu skal i gang med sit tredje forløb som mentor.

Han betegner det som både inspirerende og privilegeret at følge et ungt menneske på vej frem.
”Man bliver en smule ydmyg, fordi de er et sted i deres liv, hvor de skal træffe store beslutninger, og man her har mulighed for at kunne give dem input til den bedst mulige retning.” 

Udfordringer i et fortroligt rum
Der er i dag omkring 100 mentorer knyttet til Aarhus BSS Mentor 100, som studerende ved Aarhus BSS kan trække på. En af de første var cand.merc. Jette Ditlev fra Ditlev Consulting, der også er lektor ved Campus Vejle. Efter ni år som mentor sammenfatter hun sine erfaringer under to overskrifter.

”Hvordan er det at arbejde, og hvordan kommer jeg i gang med det første job? For det andet vil mange studerende gerne finde ud af, hvordan de håndterer de krav, som de bliver mødt med på universitetet og i arbejdslivet, men også privat,” konstaterer Jette Ditlev.

Hun tror, at mange studerende foretrækker at kunne tale frit fra leveren i et fortroligt rum. Men som mentor ser Jette Ditlev det også som sin opgave at udfordre de studerende i forhold til, hvad de gerne vil.

”Måske kan jeg åbne deres øjne for andre veje end de helt åbenlyse i forhold til den fremtid, de forestiller sig,” siger Jette Ditlev, der også bruger sit eget netværk til at åbne døre for de studerende.

Mentorer er også brobyggere
For Jette Ditlev er det vigtigt, at begge parter skal skal have et udbytte af mentorforløbet.

”Jeg selv får et tæt indblik i, hvordan det er at være studerende, og hvordan man tænker, når man er på vej ud i et job. Det giver en bedre forståelse for, hvordan forskellige generationer agerer og tænker, og det bruger jeg selvfølgelig også i mit eget arbejde,” forklarer Jette Ditlev.

Hun ser også mentorordningen som en brobygning mellem universitet, studerende og erhvervslivet.

”På universitetet kender man typisk kun de store virksomheder og er ikke så opmærksomme på mulighederne i de små og mellemstore virksomheder. Omvendt kan jeg så over for dem pege på de kompetencer, som akademikere kan bidrage med,” siger Jette Ditlev.

For hende handler mentorordningen grundlæggende om at have lyst til at være sammen med unge mennesker.

”Det er meget berigende at bidrage til deres liv og udvikling. Kan man ikke se det, skal man ikke være mentor. Men giver man noget, får man også noget igen. Det er jeg ikke i tvivl om,” fastslår Jette Ditlev.

Fakta:
Mentorordningen er for studerende på Aarhus BSS dvs. det tidligere Handelshøjskolen og Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Alle mentorer, der stiller op i programmet er selv tidligere studerende fra Aarhus BSS og har min. 2 års erhvervserfaring. Læs mere mentorordningen og hvordan man bliver mentor på Aarhus BSS.

Der er netop optag til næste runde af Aarhus BSS Mentor100 lige nu, deadline er 20. september.

For mere information om mentorprogrammet kontakt:
Programleder Susanne Søes Hejlsvig, sush@au.dk eller 2371 6816

Uddannelse, Alumne, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Offentligheden/Pressen