Under påskud af at ville mødes med rektoratet og drøfte morgendagens annoncerede blokade skaffede Et Andet Universitet (EAU) sig i dag adgang til rektoratsbygningen ved Aarhus Universitet.
15.04.2015 |
Et Andet Universitet gjorde det klart, at de ikke var interesseret i et møde, men udelukkende ønskede adgang til bygningen med henblik på en blokade. De gav derefter adgang til en større gruppe af EAU.
- Det var selvfølgelig ”smart” af de studerende at skaffe sig adgang på den måde, men når studerende ønsker at drøfte en sag med rektoratet, så tager vi som udgangspunkt pænt imod dem. Vi kan kun konstatere, at EAU ikke holdt deres aftale - og det synes jeg er ærgerligt og ødelæggende for dialogen, siger chefjurist Mads Christensen, der skulle mødes med EAU.
Rektor har tidligere i år holdt møde med EAU. Rektor gjorde rede for, at han respekterer EAU's engagement og interesse for studenterpolitik. Han understregede samtidig, at universitetsledelsen efter to fysiske blokader på AU ikke ville acceptere, at EAU forhindrer medarbejdere eller studerende i at arbejde eller studere eller afholde mødeaktiviteter.
Rektor gjorde på et møde samtidig opmærksom på, at de reformer, som EAU ønsker ændret, er besluttet af brede politiske flertal.
EAU har tidligere blokeret rektorgangen i Aarhus i seks dage og blokerede efterfølgende et møde i Stakladen, hvor Kvalitetsudvalget præsenterede en af sine rapporter. Desuden har EAU fået mulighed for at give deres mening til kende ved to bestyrelsesmøder på Aarhus Universitet.
I forbindelse med at EAU i dag fik adgang til rektoratsbygningen, blev de bedt om at forlade bygningen umiddelbart. Da dette ikke skete, anmodede universitetet politiet om hjælp til at få de studerende ud af bygningen.
Politiet ankom og opfordrede EAU til at forlade bygningen. Dette skete i god ro og orden.