Bestyrelsen godkendte den 18. december universitetets budget for de kommende år. Det er uden tvivl det vanskeligste budget, Aarhus Universitet har vedtaget i nyere tid, siger bestyrelsesformand Michael Christiansen.
18.12.2013 |
Bestyrelsen godkendte den 18. december universitetets budget for de kommende år. Budgettet for 2013 er på 6,443 mia. kr. med et budgetteret underskud på 81 mio. kr. I 2014 budgetteres med et underskud på 60 mio. kr., mens budgettet skal være i balance fra 2015. For at leve op til budgettet skal Aarhus Universitet igennem en sparerunde i de kommende år, der vil medføre, at universitetet skal reducere antallet af medarbejdere. Alt i alt forventes det, at universitetet skal finde varige besparelser for ca. 225 mio. årligt fra 2016.
Budgettet blev vedtaget med ni stemmer for, mens de to studenterrepræsentanter ikke kunne tiltræde budgettet, da der efter deres mening ikke var klarhed nok over, hvordan det såkaldte økonomiske råderum til nye initiativer skal udmøntes.
- Det er uden tvivl det vanskeligste budget, Aarhus Universitet har vedtaget i nyere tid. Jeg havde gerne set, at det var en enighed om budgettet, men jeg respekterer de studerendes beslutning. Jeg er dog glad for, at de studerende var enige i behovet for at genoprette den økonomiske balance fra 2015, siger bestyrelsesformand Michael Christiansen, der glæder sig over, at rektor og den øvrige universitetsledelse med bred tilslutning fra bestyrelsen nu kan arbejde videre med budgettet i dialog med medarbejderne.
Bestyrelsen gav på mødet grønt lys til, at universitetsledelsen kan bruge midler fra det såkaldte økonomiske råderum til uddannelsesinvesteringer og afværgeforanstaltninger så som frivillige fratrædelsesordninger.
Også rektor var glad for, at budgettet nu er på plads, så man kan komme videre med de svære drøftelser om kommende besparelser på Aarhus Universitet.
- Det er bestemt ikke et ønskescenarium, vi står over for – hverken for medarbejdere eller ledelse. Med det vedtagne budget kan vi sætte gang i de konkrete drøftelser om, hvordan vi finder besparelserne. Vi har besluttet at afsætte ekstra midler til at imødekomme ønsket om at sikre fornuftige fratrædelsesordninger, siger rektor Brian Bech Nielsen og understreger, at der på uddannelsessiden også blev afsat ekstra midler til bl.a. pædagogisk opkvalificering af undervisere.
Indlagte nettobesparelser 2014-2016. Akkumuleret, mio. kr. | |||
Område | 2014 | 2015 | 2016 |
AR | 16,8 | 25,3 | 25,3 |
ST | 43,7 | 65,5 | 65,5 |
HE | 21,1 | 31,6 | 31,6 |
BSS | 18,4 | 27,6 | 27,6 |
Fællesområdet | 25,0 | 50,0 | 75,0 |
I alt | 125,0 | 200,0 | 225,0 |
Alt i alt forventes det, at universitetet skal finde varige besparelser for ca. 225 mio. årligt fra 2016. Bemærk, at der er tale om nettobesparelser. |